Tabloid giver en forsmag på deres kommende album med ny single
Det eksperimenterende fusionsprojekt Tabloid har netop udgivet singlen "Kintsugi" fra deres kommende album. Med den nye single markerer de starten på et stort 2025, hvor bandet udover at udgive deres tredje studiealbum den 7. februar, også drager på forårsturné.
Læs også: 25 mindre koncerter, vi glæder os til i 2025
Om "Kintsugi" skriver en pressemeddelelse: "Kintsugi er et stykke musik, der giver dig lyst til at kridte danseskoene, og man kan nærmest fornemme den gode stemning der har været i rummet, mens de fem supermusikere sammen har skabt tracket. Kintsugi er den japanske kunst at reparere ødelagt keramik, hvor skårene limes sammen med guld lak – og man kunne godt forestille sig, at man kom til at vælte et glas eller to, men mans lyttede til den her."
Det er bassist Jonathan Bremer (Bremer/McCoy), trommeslager Felix Ewert (Nik & Jay, Drew), saxofon-esset Oilly Wallace, keyboardspiller Malthe Rostrup (Jadas producer) samt guitarist, frontmand og komponist Johannes Wamberg, der står bag projektet, som debuterede med det selvbetitlede debutalbum Tabloid i 2021.
Tabloid blev dengang tildelt fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Materialet på Tabloid er uhyre stringent og netop groovy, og så byder det på mange fine soli, hvoraf især Oilly Wallaces skal fremhæves. Hans helt særlige udtryk med saxofonen giver Tabloids musik som helhed en særegen kant og nerve. Men det samme gør egentlig Johannes Wambergs guitar og for den sags skyld Malthe Rostrups Hammondorgel."
I 2023 fulgte gruppen op på debuten med det andet studiealbum Open Mind, der ligeledes blev tildelt fire stjerner af GAFFA. Siden da har gruppen udgivet en lang række singler, heriblandt "Roses", "Dick Cavett" og "Dessert Rain", som forløber til det kommende tredje studiealbum, der desuden udkommer som en glitter-vinyl.
Hør den nye single her:
Bye Bye Brenda annoncerer livekoncerter