Nyhed

Danmark vil udbrede deepfake-lov til hele EU

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil arbejde for, at EU-landene følger Danmarks eksempel og styrker beskyttelsen mod digital manipulation – herunder brug af deepfakes af kunstnere.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil rejse dansk lovgivning mod digital manipulation til europæisk niveau. Under det danske EU-formandskab vil han arbejde for, at hele Europa indfører en stærkere beskyttelse mod digitale efterligninger – også kaldet deepfakes. Det fremgår i en pressemeddelelse.

Læs også: Stor streamingtjeneste: Hver femte nye udgivelse er AI-genereret

Den danske model, som et bredt flertal i Folketinget for nylig blev enige om, skal blandt andet gøre det strafbart at dele virkelighedsnære digitale efterligninger af personlige kendetegn – herunder optrædener fra udøvende kunstnere. Loven skal beskytte mod manipulation, hvor stemmer, ansigter og bevægelser kopieres digitalt og bruges i videoer og lydklip uden samtykke.

Den slags teknologi har de seneste år udviklet sig hurtigt og kan i dag skabe kunstig tale og realistiske videoer, som det kan være næsten umuligt at skelne fra ægte materiale. Det har skabt voksende bekymring i musikbranchen, hvor kunstneres unikke udtryk – som vokaler, flow, gestik og scenepersonlighed – i stigende grad bliver efterlignet via AI og deepfake-værktøjer.

Læs også: Domstol konkluderer: AI-skabte værker er ikke beskyttet af ophavsretten

Da aftalen om en dansk model faldt på plads vakte det derfor også glæde hos Dansk Musiker Forbund, hvor forperson Thomas Sandberg blandt andet udtalte således: 

"Vi har længe gjort opmærksom på, at deepfake-teknologier ikke bare er en trussel mod demokratiet, men også mod musikernes arbejdsvilkår og deres rettigheder. Derfor er vi glade for, at politikerne har lyttet og nu handler," sagde han og tilføjede: 

"Det her er en sejr for alle kunstnere, som lever af deres unikke udtryk. Vi ser frem til, at lovgivningen bliver vedtaget - og implementeret - så musikere kan fokusere på deres kunst uden frygt for at blive kopieret eller forvansket af teknologien."

I musikverdenen har kunstig genskabelse af stemmer – særligt af afdøde eller fraværende artister – vakt debat. Der er eksempler på AI-genererede sange, hvor kendte kunstneres stemmer og stil er blevet kopieret uden tilladelse, og den slags indhold spreder sig hurtigt på digitale platforme.


"Alle skal have retten til egen krop, stemme og ansigtstræk. Det tog vi for nyligt et stort skridt hen imod med en bred aftale i Folketinget, fordi teknologien bevæger sig så stærkt, at vi lige om lidt ikke kan se forskel på en ægte og en manipuleret video. Alle i Europa burde have de samme rettigheder, som vi indfører i Danmark," siger Jakob Engel-Schmidt i forbindelse med udmeldingen.

Læs også: Millioner til musikken: Ny kulturaftale sender penge til danske festivaler og spillesteder

Med den danske model vil det blive forbudt at dele materiale, der digitalt efterligner en persons stemme, udseende eller præstationer uden samtykke – også hvis det ligner virkelige koncertoptrædener eller musikvideoer. Men loven gælder kun indhold, der deles i Danmark, og derfor vil kulturministeren nu tage sagen videre til EU.

"Jeg har oplevet enorm positiv respons på det danske forslag, og medier i hele verden har dækket den grundlæggende ret, vi ønsker at give danskerne. Også blandt mine europæiske kolleger har jeg mødt stor interesse, og eksempelvis har Irland allerede meddelt, at de påtænker at følge de danske regler. Jeg synes, det kunne være stærkt, hvis vi i Europa kunne stå sammen om, at alle har retten til egen krop og stemme."


Forslaget bliver præsenteret for Europa-Parlamentet senere i dag.

Læs også: Disse nye danske sange klarer sig bedst i udlandet på Spotify

ANNONCE