Det britiske rockband skulle have takket af i weekenden, men måtte aflyse dagen inden koncerten.
Electric Light Orchestra (ELO) har turneret med deres afslutningsturné Over And Out siden august 2024. I søndags, den 13. juli, skulle bandet have spillet deres sidste koncert i Hyde Park i London, men dagen før koncerten kom meldingen om, at den måtte aflyses på grund af sanger Jeff Lynnes forværrede helbred.
Læs også: Sådan anmeldte vi ELOs seneste koncert i Danmark
"Jeff har kæmpet med en infektion og er i øjeblikket under lægelig behandling. Lægeteamet har meddelt ham, at det ganske enkelt ikke er muligt for ham at optræde lige nu, og at han heller ikke vil kunne ombooke," skrev arrangøren i en udtalelse.
Meldingen kom efter, at bandets koncert i Manchester, som skulle have fundet sted den 10. juli, også blev aflyst. NME oplyser desuden, at Jeff Lynne tidligere havde optrådt med en brækket hånd og været nødt til at sidde ned under koncerterne.
Electric Light Orchestra blev dannet i 1970 i Birmingham i England. Bandet blev opløst i 80'erne, men vendte tilbage i 2014. Gruppens seneste album, From Out of Nowhere, udkom i 2019.
Læs også: Kommentar: New Music Friday 10 år - en dekade med tiltagende besættelse af det nye
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.