GAFFAs bestyrelsesformand og primære ejer, Kristian Lautrup-Nielsen har solgt størstedelen af sit ejerskab af GAFFA til Rikki Tholstrup Jørgensen.
GAFFAs bestyrelsesformand og primære ejer, Kristian Lautrup-Nielsen (foto nedenfor) har solgt størstedelen af sit ejerskab af GAFFA til Rikki Tholstrup Jørgensen (foto ovenfor), som er én af de andre ejere af GAFFA. Rikki Tholstrup Jørgensen bliver derved største ejer og overtager også formandsposten for GAFFA.
Kristian Lautrup-Nielsen kom til GAFFA i 2018 sammen med en række andre investorer i GAFFAs Venner og reddede på daværende tidspunkt GAFFA fra at gå konkurs.
Det er nu et meget velfungerende GAFFA som gives videre og med et langt bedre udgangspunkt end i 2018. GAFFA har nu et superteam med direktør Simon Mark Sørensen i spidsen. Forretningen er trimmet og indtægtsgrundlaget er spredt ud, så GAFFA ikke kun har indtægter fra annoncer. I dag modtager GAFFA således både mediestøtte, indtægter fra events og betydelige indtægter fra salg af GAFFA+ medlemskab.
Læs også: GAFFA får ny direktør
Kristian Lautrup-Nielsen udtaler: ”Det har været en sjov, men også megahård periode hvor jeg har stået i front for GAFFA. Lige fra første færd i 2018, hvor vi først måtte redde GAFFA DK fra konkurs, dernæst i 2019 at redde GAFFA Sverige ud af en erklæret konkurs, til i 2020 at få forhandlet GAFFA Norge ud af kløerne på et gaming-firma på Malta. Det ultimative hårdeste var dog fra 2020 til 2022 at sikre at GAFFA overlevede en dødelig corona-krise, som nu er blevet afløst af et meget hårdt og faldende annoncemarked i et medielandskab som ændres radikalt. Ændret medievaner og ændrede algoritmer er hård kost og en stor udfordring for vores demokrati.
Modsat har det været fantastisk at være med til at etablere GAFFAs kulturpolitiske redaktion, som har placeret GAFFA på det kulturpolitiske landkort, at udvikle vores digitale platform, at afholde 40-års jubilæum i DK og 15-års jubilæum i SE samt at lancere vores GAFFA+ klub, som nu er en meget fin forretning. Indtægter fra GAFFA+ er alene siden årsskiftet steget med hele 55%.
Jeg er stolt over at det, trods udfordringerne, er lykkedes at føre GAFFA-brandet helskindet igennem og forretningen nu er forbedret så GAFFA har flere indtægtsben og ikke kun et skrøbeligt annonceben.
Nu er det tid til at give stafetten videre til Rikki – og jeg er sikker på at Rikki sammen med GAFFA-teamet kan løfte GAFFA til next level.”
Rikki Tholstrup Jørgensen følger op: Jeg er glad for at overtage et GAFFA, der har et solidt fundament og som kan udvikle sig i rigtig mange forskellige retninger. Det er med lige dele begejstring og ærefrygt, at jeg overtager formandskabet og dermed også muligheden for at præge GAFFAs retning de næste mange år.
Simon, GAFFAs direktør, har allerede præsenteret sine tanker om, hvor vi skal hen. Tanker som er gode, og som jeg bakker op om.
Jeg kommer til at tage min erfaring med mediedrift og vækst af virksomheder og bruge min viden til at understøtte GAFFAs hold til at opnå nye målsætninger og dermed skabe et større og endnu mere relevant medie.'
Selve formandsskiftet sker i løbet af sommeren når Rikki har fået sat det nye bestyrelseshold.