Nyhed

Kritik: Suspekt må ikke sælge "Rent Slik", men hundepikke er godkendt

Rent Slik, der ellers er en kendt Suspekt-reference til sæd, må ikke sælges i begyndersættet. Til gengæld er der grønt lys til Hundepikke og Lakridser.

Alkoholreklamenævnet har udtalt officiel kritik af Spritfabrikken Danmark i forbindelse med en række alkoholprodukter markedsført i samarbejde med rapgruppen Suspekt. Det drejer sig om tre shotsrør med navnene Lakrids, Hundepik og Rent Slik, som blandt andet er solgt via bandets webshop, Tabushop.dk.

Læs også: SUSPEKT-INTERVIEW: Fra forstadsproletarer til nationalikoner

Kritikken fra nævnet retter sig især mod betegnelsen Rent Slik, som ifølge Spritfabrikken er en reference til Suspekts musikalske univers – nærmere bestemt et slangudtryk for sæd. Det kan blandt andet høres på sangen fra 2020 "Gonzo", hvor en del af teksten lyder: "Jeg spermer dig i munden, det er rent slik."

 


Nævnet vurderer dog, at navnet i den brede offentlighed let kan misforstås som en reference til konfekture og dermed risikerer at appellere til børn og unge, hvilket er i strid med gældende retningslinjer for markedsføring af alkohol.

Spritfabrikken har forsøgt at imødekomme kritikken ved at lade detailhandelsversionen af produktet bære et "CENSUR"-mærkat over navnet Rent Slik, og virksomheden understreger, at både salg og markedsføring udelukkende er rettet mod personer over 18 år. Alligevel mener Alkoholreklamenævnet, at den ansvarlige adfærd ikke har været tilstrækkelig – især i sammenhæng med den tidligere brug af betegnelsen "begyndersæt" på webshoppen, som nu er fjernet. Rent Slik-shots kan dog i skrivende stund stadig købes på webshoppen. 

Samarbejdet med Suspekt som kendte frontfigurer vurderes dog ikke i sig selv som problematisk. Nævnet konkluderer, at gruppen i kraft af deres eksplicitte tekstunivers primært henvender sig til voksne og derfor ikke nødvendigvis appellerer særligt til børn og unge.

På baggrund af sagens samlede helhed udtaler Alkoholreklamenævnet kritik og opfordrer Spritfabrikken til at lade den censurerede emballage erstatte alle eksisterende versioner på tværs af salgskanaler. Nævnet varsler samtidig, at de i den kommende periode vil føre skærpet tilsyn med virksomhedens markedsføring.

Suspekt har netop afsluttet deres karavane-turné med Grøn, hvor GAFFAs anmelder beskrev deres koncert i Tårnby som "en timelang sprøjte-hit-orgasme".

"63 minutters hit-fisting seance senere har Grøn fået kneppet hjernen ud. Grøn er lukket og slukket på Amager. Fuldstændig eminent magtdemonstrativ premiere, der har fået De Grå Sider til at ligne en Danielle Steele-roman."


ANNONCE