En ny single debuterede på en spansk klub, og frontfiguren signalerer klar kurs mod dansegulvet.
I weekenden overraskede Tame Impala-frontmanden Kevin Parker med en dj-optræden på Nitsa Club i Barcelona, hvor han debuterede en ny single. Ifølge Stereogum præsenterede den australske musiker nummeret som "den første Tame Impala-sang i fire år." Nedenfor i artiklen kan du se en videooptagelse fra hans performance.
Læs også: Anmeldelse af Tame Impala: Ét stort bevis på, hvad Kevin Parker har mest lyst til
Singlen er endnu ikke udkommet eller offentliggjort, men Kevin Parkers introduktion til nummeret teaser en kommende udgivelse.
Tame Impala var senest albumaktuelle med The Slow Rush i 2020. Siden da har projektet dog udgivet en række samarbejdssingler, som Parker tilsyneladende valgte at se bort fra i præsentationen af det nye nummer. Blandt de udgivelser finder man "No More Lies" med Thundercat og "Neverender" med Justice, hvor sidstnævnte indbragte Kevin Parker sin første Grammy Award for Best Dance/Electronic Recording ved årets prisuddeling.
Stereogum spekulerer i, om ventetiden på Tame Impalas femte album snart er forbi, og peger samtidig på, at den mere klubbede æstetik i den uudgivne single kan markere et musikalsk stilskifte.
Se optagelsen fra premieren på den nye single nedenfor. Artiklen fortsætter under opslaget.
GAFFA oplevede senest indierock-bandet i Royal Arena i 2022, hvor anmelderen kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev, at "der var bølger af ren trance fra de professionelle eskapister, der med et fænomenalt visuelt design formåede at masse-hypnotisere deres fans i tusindvis. Det er vist, hvad man kalder for et 'godt trip' med Tame Impala."
Læs også: Anmeldelse: DMT-trip med Tame Impala skabte masse-hallucinationer