På sin nye udgivelse har musikeren slået sig sammen med en kritikerrost hiphop-producer.
I fredags landede samarbejdssinglen "Next to You" fra den afrikansk-amerikanske sanger og sangskriver Erykah Badu og produceren The Alchemist. Nummeret markerer Erykah Badus første udgivelse siden 2019 og sætter punktum for en seks år lang musikpause. Hun har dog optrådt som feature på flere udgivelser i perioden – senest på singlen "F.U." af Jamie xx.
Læs også: Forhistorien bag Jamie xx og Erykah Badus nye single er et lyt værd i sig selv
I et interview med Billboard tilbage i marts 2025 fortalte Erykah Badu, at hun igen har tilbragt meget tid i studiet. Her afslørede hun, at arbejdet munder ud i et nyt album – endnu uden titel eller udgivelsesdato – og at det bliver hendes første studiealbum i hele 15 år siden New Amerykah Part Two: Return of The Ankh fra 2010.
I samme interview forklarede Badu, hvorfor der er gået så lang tid mellem hendes albumudgivelser: "Jeg har været på turné otte måneder om året de sidste 25 år. Det er dét, jeg gør. Jeg er en performance-artist, ikke en recording-artist. Min baggrund er i teatret."
Hun fortsatte: "Det er følelsen af en instinktiv reaktion mellem dig og publikum og en øjeblikkelig følelse. Det moment, hvor man bliver en samlet levende og åndende organisme med mennesker. Det er det, jeg lever for. Det er min terapi. Lige så vel som det er deres. Vi er i det sammen. Og jeg kan godt lide idéen om, at netop det øjeblik kun indfinder sig denne ene gang."
Læs også: Sådan anmeldte vi Erykah Badus seneste album
Det er endnu uvist, om "Next to You" også bliver en del af det kommende Erykah Badu-album. Til gengæld har The Alchemist meddelt på sin Instagram, at sangen vil være at finde på hans eget kommende projekt Abi & Alan, som heller ikke har fået en udgivelsesdato. Den rutinerede producer har tidligere arbejdet med stjerner som Kendrick Lamar, Nas, Snoop Dogg og Ghostface Killah.
Hør singlen "Next to You" af Erykah Badu og The Alchemist her:
Læs også: Fem navne, du ikke må misse under opvarmningsdagene på Roskilde Festival