Nyhed

Engelsk-tyrkisk indiemusiker vender tilbage med ny musik

Før hun tager med Lorde på turné, udgiver den London-baserede musiker en ny ep.

Den engelsk-tyrkiske musiker Nilüfer Yanya har netop annonceret, at hun udgiver en ep med titlen Dancing Shoes den 2. juli. Allerede nu kan man høre to af singlerne, "Cold Heart" og "Where to Look", hvor sidstnævnte blev udgivet i går, den 3. juni.

Læs også: Sådan anmeldte vi Nilüfer Yanyas seneste album

Om "Where to Look" forklarer Nilüfer Yanya i en pressemeddelelse delt af Pitchfork, at hun "begyndte at skrive sangen til albummet, men det var svært at få den i gang på det tidspunkt." Hun fortsætter:


"Men da vi kom hjem fra turné, gav det pludselig mening. Melodisk er det en af mine yndlings nogensinde. Jeg er meget glad for, at jeg kunne give den den tid og det rum, den havde brug for."

Se Nilüfer Yanyas ep-annoncering på Instagram nedenfor. Artiklen fortsætter under opslaget.

Ep'en Dancing Shoes er produceret i samarbejde med musikerens mangeårige kreative partner Wilma Archer. Udgivelsen følger op på albummet My Method Actor fra 2024, som afspejler hendes særegne lyd, der blander 70’er-inspireret folk med indierock og country.

Til vinter tager hun blandt andet sit lydunivers med på scenen, når hun varmer op for popstjernen Lorde i Storbritannien og i Amsterdam som en del af den newzealandske musikers Ultrasound World Tour.


Du kan lytte til Nilüfer Yanyas nye single "Where to Look" her:

Læs også: GAFFA-Interview med Nilüfer Yanya


ANNONCE