Nyhed

PREMIERE: Brodie Sessions præsenterer Nilüfer Yanya i hjertevarm livesession

Endnu en intim koncertoplevelse fra Brodie Sessions kan streames

Den britiske indie-kunstner Nilüfer Yanya har sammen med sit band besøgt Brodie Sessions-studiet i København, og den 2. marts har resultatet premiere. Brodie Sessions startede i 2019 og er i dag en dansk non-profit Youtube-platform, hvor danske såvel som internationale musikere stiller op til intime livekoncerter, der senere deles på platformen.

Den danske version af Tiny Desk-konceptet har allerede haft besøg af flere danske navne som Peter Sommer, Bisse, Coco O. og Iceage. Nilüfer Yanya og band bliver en del af listen over de prominente internationale navne, der indtil videre har gæstet villaen i Hellerup – herunder José González, Oliver Sim og Mykki Blanco.

I Hellerup-huset spillede Nilüfer Yanya og band numrene ”Midnight Sun”, ”The Dealer” og ”Stabalise” fra kunstnerens seneste album Painless. Albummet var på listen over internationale album, som GAFFA ventede spændt på i 2022.

Alle livesessions bliver filmet på det helt særlige filmformat 16mm og udgivet på Brodie Sessions' youtubekanal, der har fået navnet fra initiativtager Birgit Lyngbye Pedersens engelske bulldog, Brodie.


Om Brodie Sessions i 2023 fortæller Birgit Lyngbye Pedersen følgende i en pressemeddelelse:


- Brodie Sessions vil i 2023 fastholde at tiltrække store internationale kunstnere og skabe film, som består til evig tid. Brodie Sessions har slået ind på en frugtbar vej — hvor kernen er fællesskabet og at skabe en kompromisløs nicheoplevelse i musikbranchen.

PREMIERE: Se Tindersticks i intim livesession fra Hellerup

ANNONCE