Hundredvis af unge piger slår sig løs i jazzens verden denne sommer.
I dag skydes JazzCamp for Piger i gang på 11 musikskoler rundt omkring i Danmark. Det populære initiativ, der siden 2014 har sat fokus på at styrke pigers rolle i jazzmiljøet, er samtidig blevet en international eksportvare – med partnere i hele 12 lande.
Læs også: Musikbranchen går sammen mod sexisme: "Vi arbejder nu i en fælles retning"
Fra den 30. juni til 3. juli fyldes øvelokalerne i blandt andet Aalborg, Aarhus, Odense og København med rytmer, improvisation og komposition. Her skal unge piger i alderen 10-15 år for første gang prøve kræfter med jazz og sammenspil.
”Pigerne oplever et sjovt og dedikeret fællesskab, og improvisation har vist sig som et effektivt værktøj til musikundervisning af børn og som en vigtig modvægt til den nul-fejlskultur, der er udbredt blandt børn og unge,” lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.
JazzCamp for Piger har i år base på følgende musikskoler: Aalborg Kulturskole, Musikhøjskolen Frederiksberg, Holbæk Kulturskole, Kulturskolen Kolding, Vordingborg Kommunes Musikskole, Den Kreative Skole i Silkeborg, Odense Musikskole, Aarhus Musikskole, Rytmisk Center i København, Kulturskolen Esbjerg samt Mariagerfjord/Rebild Musikskole.
En dansk idé med international gennemslagskraft
Det danske initiativ er i dag blevet en international succeshistorie. I alt 12 lande har nu taget konceptet til sig – herunder England, Indien, Finland, Holland og Canada – og tidligere i juni var Jazz Danmark vært for Jazz Camp for Girls Summit 2025 i Helsinki. Her mødtes undervisere og projektledere fra hele Europa og Canada for at dele erfaringer og udvikle idéer til fremtidige samarbejder. Også repræsentanter fra Europe Jazz Network, Nordic Culture Point og Nordisk Kulturfond deltog i topmødet.
Projektets betydning er også blevet bemærket uden for musikkredse. Ved det danske statsbesøg i Polen i 2024 var JazzCamp for Piger på programmet – overværet af blandt andre H.M. Kong Frederik 10. og en delegation af embeds- og kulturfolk. Og i 2022 bragte The New York Times en helsides reportage om campen i København med ordene:
“But perhaps the most important lesson for the students at Jazz Camp for Girls is that there is a place for them in jazz at all.”
JazzCamp for Piger blev oprindeligt startet af Copenhagen Jazz Festival og Jazz Danmark og bliver i dag gennemført i samarbejde med musikskoler i hele landet og med støtte fra Nordisk Kulturfond.
læs også: KONTRAPUNKT: We need to talk about Sabrina