De folkekære kollegaer har slået hovederne sammen.
En Hugorm-ificeret version af Peter Sommers single "Verdens volume" er landet – nu med titlen "Verdens volume skruet op". Om udspillet lyder det fra musikeren bag originalen, at den er blevet "bidt midt over og spyttet ud i nye dele af, mine damer og herrer... Hugorm. Man skulle åbenbart skrue højere op, end jeg kunne, for at komme igennem verdens larm. Og det har Hugorm så gjort på fornem vis." Hør singlen nederst i artiklen.
Læs også: Sådan anmeldte vi Peter Sommers seneste album
I en video delt på Instagram taler musikerne om, hvordan den nye version adskiller sig fra originalen. "Vi har bare skruet op, fordi man skal ligesom tale lidt HØJT for at overdøve al den f*cking larm," siger Hugorm-frontfigur Simon Kvamm, hvortil Peter Sommer supplerer: "Altså verdens volume."
Artiklen fortsætter efter opslaget.
Originalversionen udkom i marts som titelsang på Peter Sommers seneste album Verdens volume (2025), som GAFFA kvitterede for med fire ud af seks stjerner. Anmelderen skrev blandt andet, at værket "har et højt ambitionsniveau, der til fulde indfries i de stærkeste sange" og konkluderer:
"Ikke overraskende holder Peter Sommer et højt bundniveau, hvor man altid kan fortabe sig i ordene og den behagelige genkendelse. Eller blot den musikalske legesyge, som også gennemsyrer albummet. Men det hele løfter sig, når han crooner sørgmodigt og giver plads til musikalsk patos i den stille boblende 'Bristepunkt'. Og ikke et øje tørt i 'Spurve i tranedans', der netop fylder hjertet med regn og volumen i den store melodi, hvor der virkelig bliver givet los. Her lyder Peter Sommer som en drøm."
Hør singlen "Verdens volume skruet op" her:
Læs også: Hugorm slår et slag for dem, der kan lidt af hvert