Nyhed

Madonna bekræfter rygterne: Ny musik på vej

Grammy-vinderen har netop udgivet første single fra længeventede projekt.

Popikonet Madonna har netop bekræftet rygterne om, at albummet Veronica Electronica er på vej. Udgivelsen byder på uudgivne remixes fra hendes succesfulde Ray of Light-æra og udkommer den 25. juli 2025. Førstesinglen "Skin (The Collaboration Remix Edit)" er allerede ude nu og kan høres nederst i artiklen.

Læs også: Madonna og Elton John begraver stridsøksen

Veronica Electronica består af otte numre og fungerer som et supplement til Ray of Light-albummet fra 1998. Ifølge Madonnas officielle hjemmeside var remixalbummet oprindeligt planlagt til udgivelse samme år, men blev lagt på is, da originaludgivelsen blev en massiv succes. Nu - 27 år senere - får projektet nyt liv og ser snart dagens lys.


Albummet Ray of Light blev et af Madonnas mest roste værker og sikrede hende fire Grammy Awards, herunder for Bedste Popalbum. GAFFAs anmelder skrev dengang, at albummet er "lyden af en toptunet Madonna anno 1998, der bestemt ikke har bestemt sig for at leve i nostalgi. Glem alt om Evita og kække poptøser. Her er en sand popdiva."

Læs også: GAFFAs anmeldelse af albummet Ray of Light af Madonna

Veronica Electronica findes klubremixes af producerne Peter Rauhofer, William Orbit, Sasha, BT og Victor Calderone samt en hidtil uudgivet demoversion af "Gone, Gone, Gone".


Nedenfor kan du høre den første single fra albummet og se den fulde trackliste.

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale popsange

ANNONCE