Nyhed

Naturen er blevet en officiel kunstner: Nu har den vundet priser i Cannes

Sounds Right har gjort naturen til artist i eget navn, så den kunne tjene penge for sin medvirken i musik.

Der er en ny kunstner i byen, som alle de store stjerner gerne vil lege med. Aurora, Mø, David Bowie, London Grammar, Ellie Goulding, Tom Walker og danske Mads Langer, AySay og JJ Paulo med flere har alle udgivet musik sammen med Nature. Og nu har den eftertragtede kunstner vundet de kreatives Oscar for innovation: Grand Prix ved Cannes Lion Festival of Creativity.

Læs også: Fra streaming til naturbevarelse: Hvad betyder det, at naturen nu bliver krediteret som en musiker?

Nature er naturen selv, som gennem projektet, der er skabt af danske Sounds Right,  endelig kan modtage royalties på lige fod med alle andre musikskabere. Naturen har nemlig altid medvirket i musikalske sammenhænge, hvor vi ofte ikke lægger mærke til det. Hvad end det er lyde af dyr, regnvejr eller vind, som indgår som en del af produktionen, et par claves, som slår mod hinanden eller det lille stykke bambus, som sætter gang i de toneproducerende svingninger i saxofonen.

Initiativet Sounds Right har derfor registreret naturen som en kunstner på blandt andet Spotify under navnet Nature. På den måde kan kunstnere over hele verden samarbejde med naturen, og registrere den som en medvirkende kunstner på deres sange. Her går Natures royalties til forbedring og genoprettelse af Jordens økosystem. 

Grand Prix er en af verdens mest prestigefyldte priser inden for kreativ kommunikation og innovation, og som kun uddeles til det helt ekstraordinære projekt. Prisen blev tildelt i kategorien Innovation Lions, som hylder løsninger, der kombinerer teknologi, kreativitet og nytænkende problemløsning, hvor man vandt over store virksomheder som Apple, Nestle og Phillips.

Læs også: Naturen er blevet en officiel kunstner, og tjente penge fra Orange Scene

Bag initiativet står Museum for the United Nations – UN Live, som har hovedkontor på Nørrebro i København, og CEO Katja Iversen udtaler i en pressemeddelelse, at prisen i Cannes ikke blot en anerkendelse af et kreativt koncept, men af en helt ny måde at involvere mennesker i den grønne omstilling:

“I en tid som denne er det godt at se, at Cannes Lions juryen vælger at give den største pris til et initiativ, der gør verden til et bedre sted. Det er et kæmpe skulderklap til ideen om, at vi kan skabe forandring gennem kultur og fællesskaber – og at naturen også kan få en stemme i popkulturen. Det er samtidig en stor kadeau til partnere og også til de danske fonde, der valgte at støtte et på mange måder utraditionelt naturbevarelsesprojekt." 

I Danmark testes nu forskellige måder at engagere unge i naturbevarelse via musikken. Sammen med blandt andet Concito, Naturhistorisk Museum og Vega sætter Sounds Right gang i en række aktiviteter, der styrker unges forbundethed med naturen. Det sker gennem guidede lydvandringer, meditationer og såkaldte bio blitzes –biodiversitetsregistrering i naturen – i samarbejde med kunstnere som Nebulah og AySay.

Unge opfordres også til at dele deres egne naturoplevelser med #naturesings for at invitere flere til at gå ud og lytte til naturen dér, hvor de er.


Udover den fornemme Grand Prix vandt Sounds Right også Bronze Lion i kategorien Audio & Radio for Corporate Purpose og Social Responsibility, ligesom initiativet tidligere på året vandt Danish Digital Awards for bedste kreative ide, tre Creative Circle priser og fire Clio awards.

Hør selv Nature nedenfor.

Læs også: Naturen er blevet en officiel kunstner, og tjente penge fra Orange Scene


ANNONCE