Nyhed

Tidligere spillestedsdirektør anklaget for groft bedrageri og dokumentfalsk

Sagen har også ramt foreningens bestyrelse.

Den tidligere direktør for det odenseanske spillested Kansas City, Thomas Aarup, er blevet tiltalt for dokumentfalsk, bedrageri og for at have svindlet sig til over syv millioner kroner fra Odense Kommune. Kansas City, som drejede nøglen om i efteråret 2023, husede både spillested og øvelokaler, og kommunalpolitikere kaldte dengang forløbet for en "skandale" og stedets økonomi for et "bundløst hul", hvorfor kommunen ikke længere kunne forsvare at støtte stedet med skattekroner.

Thomas Aarhus blev politianmeldt af Odense Kommune i november samme år.

Læs også: Støttekoncert skal hjælpe frivillige i millionstævning

Ifølge anklageskriftet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, skal Aarup blandt andet have forfalsket medlemstal i Odense Øvelokaleforening fra 2019 til 2022. Ved at oplyse for høje antal unge under 30 år – som udløser større offentlige tilskud – modtog Kansas City ifølge anklagerne mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner for meget årligt. Da de forkerte medlemstal blev opdaget i 2023, forklarede Thomas Aarup det med fejl i spillestedets it-system.

Samtidig er Aarup anklaget for at have forsøgt at forfalske sin egen ansættelseskontrakt for at få udbetalt 50.000 kroner og sikre sig pensionsindbetalinger på 465.885 kroner. Kun førstnævnte nåede at blive udbetalt, før kontrakten blev afsløret som falsk.


Sagen har også ramt Odense Øvelokaleforenings bestyrelse, som er blevet stævnet af kommunen for 7,7 millioner kroner. Tidligere formand Jesper Bøggild-Christensen siger:

"Vi er blevet svindlet. Om han har svindlet med vores medlemstal, må tiden vise. Men hvis sagen falder ud, så der er belæg for det, så håber vi, at det får en effekt for erstatningssagen mod os."

Thomas Aarup er sigtet efter straffelovens §289a og risikerer op til seks års fængsel. TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar til anklageskriftet fra Thomas Aarup, skriver mediet.

Støttekoncert skal hjælpe bestyrelsesmedlemmerne
Sagen har fået store konsekvenser for seks tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Odense Øvelokaleforening, der som nævnt står stævnet for de samme over 7 millioner kroner som Thomas Aarup. Det har fået en række personer fra Odenses musikmiljø til at arrangere en støttekoncert den 30. august på Musikhuset Posten med titlen Vi Slår Ring, hvor man vil samle penge ind til de ramte. 

Læs også: Grønt lys til megakoncerter i Odense


“Vi var hundredvis af musikere i Odense Øvelokaleforening, og det var langt langt de færreste, som overhovedet overvejede at engagere sig i foreningsarbejdet. Nu sidder de få som rent faktisk hjalp til, og kigger ind i en millionerstatning og konsekvenser, som vi ikke bør forvente, at frivillige i Danmark skal kunne bære alene – hverken økonomisk eller personligt,” siger Christian Øhlenschlæger, musiker, tidligere medlem af foreningen og en af initiativtagerne bag støttekoncerten, i en pressemeddelelse.

“Det her handler om at vise, at man ikke står alene, bare fordi man har valgt at tage ansvar for noget, man troede på. Vi ved godt, at en støttekoncert ikke ændrer juraen. Men vi kan lette den økonomiske byrde og – måske endnu vigtigere – sende et tydeligt signal: Vi passer på hinanden i det her miljø,” tilføjer han.

Scenen på Musikhuset Posten indtages af både etablerede navne og nye spirer fra det lokale musikliv til Vi Slår Ring-arrangementet, og der bliver mulighed for at støtte sagen via billetkøb, tombola, auktioner og barsalg.

Programmet for koncerten offentliggøres løbende via Postens hjemmeside og arrangementets Facebook-side. Alt overskud går ubeskåret til at dække advokatomkostningerne for de seks frivillige. Hvis der efter retssagen, som forventes afgjort i sommeren 2026, er penge tilbage, vil midlerne blive brugt på nye øvelokalefaciliteter i Odense.

Læs også: Musik i Lejet slår rekord trods modvind: Næsten to millioner går til lokalt foreningsliv


 

 

ANNONCE