GAFFA fangede vinderen til et interview lige efter sejren.
Dansk-kurdiske Aland Z (yderst til højre på foto) vandt sammen meed Downtown July KarriereKanonen 2025 i DR Koncerthuset 25. juni og kom med en takketale til både band, team, forældre og ham selv. ”Den vigtigste person, jeg gerne vil takke, er mig selv. Jeg synes, vi skal synes det om os selv. I er alle sammen de sejeste, og det skal I selv synes”.
GAFFA fangede vinderen til et interview lige efter sejren.
Hvordan har du det?
– Jeg er meget lettet. Nu er det slut, nu kan jeg komme videre og udgive musik. Jeg havde tænkt at skulle udgive i foråret, det er blevet sat på pause, men hvilken gave at have været med.
Hvad har det gjort at være med?
– De her seks måneder har vi virkelig udviklet os meget, når jeg ser tilbage på det. Da vi kom med, havde jeg visionen på plads, men nu er det alvor, og der skulle laves et produkt, demoerne skulle være færdige, vores liveperformances skulle strammes op.
Du blander det danske, kurdiske og internationale fokus, hvordan har det været at arbejde med?
– Der var et tidspunkt i efteråret, hvor jeg gav lidt op, fordi mange omkring mig havde forventninger til, hvad jeg skulle. Jeg begyndte at tænke på, hvad folk ville have, jeg skulle lave. Men så gav jeg slip og begyndte at lave præcis det, jeg selv havde lyst til. Så alle sangene, jeg har skrevet på det seneste, er skrevet med den vision – en blanding af det danske og det kurdiske.
Jeg må godt kollidere mine verdener. Jeg har skåret det helt ind til kernen og arbejdet med det live også. Jeg synes, jeg fik brugt de 12 minutter meget godt, for det har været meget intuitivt det hele. Intet judgement. Jeg er virkelig nået til et punkt nu, hvor jeg har nothing to lose anymore. Jeg når til Karrierekanon-finalen og gør det, jeg vil på dén scene.
Da du modtager prisen, nævner dommerne din store selvsikkerhed på scenen. Vil du sætte lidt ord på det og se dig selv udefra?
– Jeg elsker virkelig bare at stå på en scene. Jeg kan mærke, at alt, jeg laver for tiden, kommer fra sjælen. Jeg tror på, at alt der kommer fra sjælen, og som er autentisk, fanger folk. Så jeg tænker, det er det, jeg bringer. En masse selvtillid, dramatik og antijantelov.
Hvad drømmer du om?
– Jeg havde altid drømt om at være den største internationalt, men lige nu drømmer jeg bare om at have det sjovt med det hele. Hvis det også bare er i Danmark, er det også fedt, bare jeg nyder mit liv, skriver sange, jeg elsker, og spiller koncerter, jeg kan leve af. Om det er udlandet eller Danmark, er lige meget, så længe jeg har det sjovt.
At være med i KarriereKanonen har været en platform for min vision. Jeg er glad for at nå et bredere publikum, for jeg vil gerne spille på Orange Scene en dag. Så KarriereKanonen er et punkt på vejen i karrieren.