"Det er naturligvis med stor ærefrygt, at vi har kastet os over en af det helt store musikalske traditioner," lyder det fra bandet.
Når Kvindelandsholdet i fodbold jagter EM-medaljer i Schweiz til juli, bliver det med Blæsts officielle EM-sang "DK’s Kvinder" i ryggen. Sangen udkommer fredag den 30. maj som optakt til sommerens store folkefest.
Læs også: Blæst offentliggør ny forsanger
Om den nye EM-sang udtaler Lauge Kjærulf, trommeslager i Blæst, i en pressemeddelelse:
"Det er naturligvis med stor ærefrygt, at vi har kastet os over en af det helt store musikalske traditioner – at sætte musik til vores nationalsport og forhåbentligt være lydtapet, når Kvindelandsholdet tager den hele vejen ved EM."
Guitarist Anders Bondo udtaler supplerende: "Det har virkelig også været en sjov opgave. Vi har kunnet bruge nogle andre greb, end vi plejer, trykket på flere musikalske knapper og haft en fest med at lave den. Det er også det, vi håber, den afspejler. Fodbold skal være en fest, og vi håber, at landsholdet tager festen med sig til Schweiz."
Blæst havde længe gået med en særlig lyd i baghovedet. Et beat, der ventede på det helt rette øjeblik. Og da muligheden bød sig, var bandet ikke i tvivl om, at tiden var inde.
"Vi har haft beatet liggende i et stykke tid og har været sindssygt glade for det. Vi tænkte, at dén skal vi hive frem til den helt rigtige anledning. Så da vi blev spurgt af DBU, om vi ville lave den, vidste vi alle sammen, hvordan den sang skulle lyde," fortæller bassist Valentin Buchwald.
Artiklen fortsætter under opslaget.
En hyldest til fortidens kvinder
Blæst havde en klar ambition: Kvindelandsholdet skulle spille en markant rolle på "DK’s Kvinder." Derfor tog bandet i april turen til landsholdssamlingen i Herning for at få spillerne med på kor i omkvædet. Samtidig lod de holdets rejse og fortælling gennemsyre sangens tekst og stemning.
"Det var vigtigt for os at trække historiske tråde i sangen. Med lyrikken: 'I kan ikk' gemme os mere, som i Copa 71 - ryd den forside for de røde og hvide' vil vi gerne hylde kvinder, der engang gik forrest og for at minde folk om, at den nye generation står på skuldrene af nogen, der måske ikke fik den fulde anerkendelse, de fortjente," fortæller forsanger Sarah Sophie Malmros.
Læs også: Her er de mest streamede fodboldsange
Med den nye EM-sang skriver Blæst sig ind i en musikalsk tradition, som ifølge pressemeddelelsen "understøtter og udbreder sammenhold og fodboldfest til hele landet."
I DBU glæder de sig over samarbejdet med Blæst. Den kommercielle direktør, Birgitte Mabeck, udtaler:
"En EM-slutrunde er ikke det samme uden en officiel EM-sang. Vi er derfor rigtig glade for, at et af landets største bands leverer lyden til at skabe folkefest og god stemning i både Danmark og Schweiz, når Kvindelandsholdet jagter uforglemmelige øjeblikke til sommer. Vi er sikre på, at Blæst har skabt en sang, hvor danskerne både kan skråle med og drømme stort - os så glæder vi os til, at bandet spiller sangen den 30. maj på Odense Stadion til kampen mod Wales."
Blæst og Kvindelandsholdets EM-sang "DK's Kvinder" er ude den 30. maj 2025.
LÆS OGSÅ: LÆSERNE HAR STEMT: Her er Danmarks bedste officielle fodboldsang nogensinde