Nyhed

Clemens genopliver danske klassikere på nyt album

Rapperen vil hylde den danske sangskat ved at forvandle arvesølv til klubhits.

Rapperen, sangskriveren og produceren Clemens har kastet sig ud i et nyt projekt, hvor han fortolker 10 sange fra den danske sangskat. Målet er at give de gamle klassikere et nyt liv og udtryk, der hører hjemme i 2025, mens sjælen i de oprindelige numre bevares. Albummet hedder Til mine døde homies og udkom den 31. oktober. 

Læs også: Clemens' nye sang er en stikpille til Thomas Treo: "Han er hævet over de etiske normer"

I en pressemeddelelse fortæller rapperen: "Jeg har altid haft respekt for de sange, der formede mig – men jeg ville høre dem i mit eget tempo, med den energi jeg kender fra natten og gaden." I de nye fortolkninger er der skruet op for produktionen, der består af dyb subbas, skarpe hi-hats og energiske grooves, mens Clemens selv står i front på vokalen.


"Til mine døde homies er både en kærlighedserklæring og en udfordring til, hvordan vi husker vores musikalske arv. Jeg vil vise, at klassikerne stadig banker – også når bassen gør det," fortæller rapperen.

På albummet kan man blandt andet lytte til Clemens’ fortolkninger af Kim Larsens "Tik tik" og Natasjas "Op med ho'det". Ifølge pressemeddelelsen er visionen at skabe et sted, hvor "fortidens stemmer får nyt liv i samtidens klublys."

Læs også: Per Vers finder både guld og grus


I 2023 var Clemens en del af musicalen Natasja, der blev skabt til ære for den afdøde rapper. Forestillingen fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. Senest har Clemens været aktuel med pladen Tilbage fra de døde, der udkom den 26. september efter en længere pause fra albumudgivelserne.

Hør albummet Til mine døde homies her:


ANNONCE