The John R. Cash Revocable Trust mener, at Coca-Cola bevidst brugte en professionel Cash-imitator i en landsdækkende kampagne uden at spørge om lov.
Coca-Cola er blevet upopulære hos Johnny Cashs arvinger, der netop har sagsøgt firmaet for ophavsretskrænkelse i forbindelse med en stor reklame, skriver Music Business Worldwide.
Læs også: Coca-Cola og Universal Music starter nyt pladeselskab
Man kunne fristes til at tro, at det måske endnu engang er AI-genereret musik, der er synderen, men faktisk drejer denne sag sig om en professionel tribute-sanger, som Coca-Cola hyrede til deres reklame. Sangeren, der efterligner Johnny Cashs stemme, leverede vokalen på en college-fodboldreklame fra august 2025. Men ifølge John R. Cash Revocable Trust er reklamen skadende, hvorfor de nu forsøger at stoppe den.
The John R. Cash Revocable Trust administrerer Cashs kommercielle rettigheder, og de mener, at Coca-Cola ”ikke engang gad spørge fonden om lov” til at bruge en sanger, der ifølge dem ”lød så tæt på artisten (Johnny Cash, red.) som muligt.”
I søgsmålet står der, at tribute-sangeren profilerer sig som både “The No. 1 Johnny Cash Tribute Show” og “The Man in Black — A Tribute to Johnny Cash”. Fonden hævder derfor, at Coca-Cola bevidst har kapitaliseret på Cashs ikoniske klang for at styrke sin kampagne.
Og selvom der i denne sag ikke er tale om brug af Johnny Cashs egen stemme, så har der været lignende sager, hvor store institutioner bruger musik til deres kampagner uden at have fået tilladelse fra kunstneren selv. Blandt andet har den amerikanske immigrationsmyndighed ICE op til flere gange fået kritik for at krænke ophavsretten, blandt andet ved at bruge MGMTs sang ”Little Dark Age” og The Cures ”Friday I’m In Love”.




