Denne gang er det en italiensk fotograf, der forsøger at hive rapperen i retten.
Den italienske fotograf Gabriele Galimberti går rettens vej i et opgør med Drake, fordi han mener, at en del af rapperens musikvideo til “What Did I Miss?” visuelt lægger sig meget tæt op ad et af hans kunstværker, skriver Digital Music News.
Læs også: Søgsmål mod Spotify: Har Drake svindlet med sine streams?
I musikvideoen ses en mand stå foran et hus ved en pool omgivet af våben, der er er placeret snorlige ved siden af hinanden. Galimberti mener, at denne scene er en kopi af hans fotoserie The Ameriguns fra 2020, hvor et af billederne også forestiller en mand ved en pool i selskab med adskillige våben.
Se den omtalte musikvideo her. Artiklen fortsætter under videoen.
Noget tyder på, at Drakes musikvideo samtidig er endnu en stikpille i hans fejde med Kendrick Lamar, som han tidligere har sagsøgt for injurier på grund af sangen ”Not Like Us”, hvor Lamar blandt andet beskylder Drake for at være pædofil. Galimberti er nemlig før blevet beskyldt for noget lignende tilbage i 2022, da han med en Balenciaga-reklame blev kritiseret for at glorificere pædofili.
Og dette ekstra lag er også en del af Galimbertis søgsmål mod Drake, fortæller hans advokat:
”Galimberti blev til sidst offentligt renset i en ærekrænkelsessag i udlandet, som udsprang af de falske beskyldninger fra Balenciaga-kampagnen. Set i lyset af Kendrick Lamars tekstlinjer, hvor han kalder Drake pædofil og Drakes nu afviste ærekrænkelsessag, forsøgte Drake at antyde, at han, ligesom Galimberti, også vil blive renset offentligt.”
Retssagen mellem Kendrick Lamar og Drake blev for nylig afsluttet, da den føderale dommer Jeannette A. Vargas i oktober afviste rapperens stævning. Denne afgørelse ankede Drake dog senere på måneden, og striden mellem de to rappere fortsætter.




