GAFFA har taget en snak med skribenten, der interviewede Radiohead fem gange i perioden 1997-2003.
Nu er der ikke længe til, at Radiohead – for første gang i syv år - lægger vejen forbi Danmark med fire koncerter i Royal Arena fra den 1. til den 5. december. I den anledning udkommer GAFFA med en bog om Radiohead med bladets tidligere skribent Henrik Tuxen som forfatter.
I perioden 1997-2003 var Radiohead tunet ind på en førsteklasses frekvens med flere mesterlige og karrieredefinerende udgivelser, heriblandt den skelsættende OK Computer fra 1997 og det elektroniske venstresving på Kid A fra 2000.
Læs også: Radiohead reagerer på TikTok-succes: ”Jeg finder det særdeles bizart”
Og gennem den syvårige periode formåede Henrik Tuxen at score fem interviews med bandets medlemmer, som nu bliver genudgivet i bogform med nogle retrospektive ord fra den flittige Radiohead-spørgejørgen. Derfor har GAFFA taget en snak med Henrik Tuxen om genbesøget med de gamle interviews. For ham er bandet den dag i dag fortsat et symbol på særligt én ting: Nybrud.
- De var ikke definerede af deres tid, og de udfordrede perioden mere end, at de var et ekko at et ekko. Der var mange andre bands, jeg var vild med, men som udsprang af noget, jeg kendte i forvejen. Radiohead derimod brød med nogle ting, der gjorde, at jeg hele tiden var udfordret som lytter, siger han og tilføjer, at musikken til tider ”nærmest også har generet” ham.
Bandets kompromisløshed kan ifølge Henrik Tuxen bedst forklares med et eksempel om hans absolut yndlingsnummer med Radiohead, ”Let Down” fra OK Computer:
- Thom Yorke kæmpede med næb og klør for, at det nummer ikke skulle komme med på pladen. Og så sagde Ed O’ Brien - min store redningshelt - at han ville han forlade bandet, hvis ”Let Down” blev skrottet. Det er en meget god opsummering, synes jeg.
En fit for fight-forsanger
Ud af de fem Radiohead-interviews var det også mødet med Thom Yorke, der gjorde størst indtryk, fortæller han. Forsangerens musikalske udtryk, der ellers kan fremstå meget skrøbeligt og sensitivt, efterlader han nemlig - til stor overraskelse for Henrik Tuxen - på scenen:
- Det var fedt, at han også var lidt sur, og det virkede til, at han nærmest kunne gå ud og starte en slåskamp – og vinde. Han var jo på kanten til at være hooligan. Ikke fordi, at han sagde alt muligt dumt, men han havde bare nogle guts.
Læs også: Thom Yorke med nye toner: Vil "absolut ikke" vende tilbage til Israel
Det er nu snart 30 år siden, at Radiohead udkom med deres nok største plade, OK Computer. Alligevel blev deres fire kommende koncerter i Royal Arena udsolgt på kun 25 minutter, og ifølge Henrik Tuxen er der en særlig grund til, at de fortsat er så højtelskede. Ofte snakker man om bandets store stilskift fra album til album, men der er i virkeligheden en rød tråd gennem hele karrieren, forklarer han:
- Det er musik, der appellerer direkte til følelserne. Du kan både elske, græde og rase, og sangene byder på alt fra samfundsanalyse til fællessang. Det tror jeg også, at unge mennesker - selv om 20 år - synes er stærkt, siger han og fortsætter:
- Derudover tror jeg, at de kan få folk til at høre andre genrer, fordi de låner fra så meget forskelligt. Måske gider du ikke at høre Aphex Twin, fordi det er lidt mærkelig. Men så lytter du til Kid A, og så får du pludselig lyst til at høre hans musik. Radiohead er et band, der kan åbne døre.
Køb GAFFAs nye Radiohead-bog her.





