Nyhed

Her er årets seks udvalgte til When Copenhell Freezes Over 2026

For 13. gang samler Copenhell og Vega de mest lovende navne på den hårde danske scene.

When Copenhell Freezes Over indtager endnu engang Store Vega for at præsentere de bedste af de hårdeste, og nu er de klar med de seks bands, der skal spille. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Læs også: Copenhell offentliggør 17 nye navne til plakaten

Traditionen tro går Copenhell og Vega sammen om at præsentere de bands, de mener kan tage næste skridt ud på den internationale scene. Årets line-up er Trold, St. Digue, Sunken, Danefae, Thus og Cold Culture, og publikum kan derfor glæde sig til et program, der byder på alt lige fra folk metal og atmosfærisk black metal til industrial rock og skandinavisk dødsmetal.

Arrangementet, der afholdes for 13. gang i 2026, har tidligere været springbræt for store navne som Baest, Eyes og Neckbreakker.

Samtidig er et stort hold internationale branchefolk inviteret i samarbejde med MXD, herunder pladeselskaber, managements, festivalbookere og agenturer.

Billetterne til When Copenhell Freezes Over 2026 koster 250 kroner og sættes til salg fredag 21. november klokken 10.00 via Vega, Copenhell og Ticketmaster.

ANNONCE