DR Symfoniorkestret fejrer 100-års jubilæum med Sigurd Barrett i front.
Sigurd Barrett har lært mange børn om glæden ved musik, og nu er han tilbage med DR Symfoniorkester, der i år kan fejre 100-års jubilæum. I den anledning kan 8000 børn og voksne mellem den 20. og 22. november opleve koncerter med Sigurd Barrett i spidsen for orkesteret. Koncerten vil derudover blive sendt på henholdsvis DR2 og DR1 som optakt til juleferien fredag den 21. december og lørdag den 22. december.
Læs også: Anmeldelse: Barrett og Bjørn begejstrede – med en krukket gæst
Deres optræden vil ifølge en pressemeddelelse basere sig på de mange følelser og oplevelser, som Sigurd Barrett har haft med den symfoniske musik. Scenen vil derfor også blive fyldt med både børn og voksne, hvor orkesteret får besøg af DR Børnekoret samt de tre brødre Alexander (9 år), Benjamin (11 år) og Christopher Tiemroth (12 år) og deres instrumenter: violin, cello og klaver. Brødrene går til dagligt på Sankt Annæ gymnasium og spiller hvert år klaverkoncerter med Trio Tiemroth.
Den fire uger lange fejring af DR Symfoniorkestrets jubilæum har budt på forskellige indslag og hyldninger, og DR Koncerthusets chef Kim Bohr fortæller, at det er vigtigt at fremhæve store som små værker og dermed række ud til flere generationer: "Det er vores ambition, at alle børn får mulighed for at høre - og ikke mindst mærke - lyden af det store orkester. Hvem ved, måske får de lyst til selv at spille og prøve kræfter med den levende musik," udtaler Kim Bohr til DR.
Koncerterne er arrangeret af DR Musikariet som en del af DR Koncerthusets arbejde med fokus på børn, unge og nye talenter.




