Selvom musikbranchen vil gøre mere for klimaet, møder den store udfordringer med ressourcer og kompetencer.
En ny analyse af musikbranchens klima- og miljøpåvirkning, udarbejdet af Kulturens Analyseinstitut, viser, hvordan forskellige aktører i kulturlivet arbejder med grøn bæredygtighed – med fokus på musikbranchen. Undersøgelsen peger på en stor vilje i branchen til at tage grønne initiativer.
Læs også: Kommentar: Hvis du ikke kan være på festival i tre dage uden at spise kød, har du et problem
Respondenterne spænder bredt fra solomusikere til festivaler, pladeselskaber, venues og turnerende artister, hvilket også er resulteret i “store variationer i klimaaftrykket”.
Selvom branchen har opbakning og motivation til at gøre mere for klimaet, er det ikke altid let. 94 procent af de adspurgte siger, at ønsket om at reducere deres klimaaftryk driver dem, men mange oplever, at eksterne krav og støtte er afgørende for at komme videre. Mangel på personale og økonomiske ressourcer fremhæves som de største hindringer for en grønnere musikbranche.
Samtidig ser mange koncerter og festivaler som oplagte muligheder for at vise grønne alternativer, for eksempel bæredygtig mad, affaldssortering og grøn transport, og inspirere til forandring i samfundet.
Læs også: Skal du spille stadionkoncert? Her er fem fif til at gøre den mere klimavenlig
En tendens viser også, at der er et behov for et generelt “kompetenceløft,” hvis en grønnere musikbranche skal blive en realitet. 40 procent af respondenterne mener, at der er behov for bedre adgang til viden, best practice og uddannelse om, hvordan man kan arbejde med grønnere løsninger.
Den aarhusianske festival Northside er blandt de første danske festivaler, der indførte 100 procent kødfri mad. Dette initiativ var netop med henblik på at mindske festivalens klimaftryk, men grundet stor kritik fra mange festivalgængere, har Northside valgt, at der igen bliver serveret kød på festivalen i 2026.
Northsides ansvarlige for bæredygtighed, Martin Thim, beskrev i en pressemeddelelse, at en stor del af festivaldeltagerne helt overvejede at droppe Northside på grund af manglen på kød. Han siger, at de må "erkende, at denne procentdel er endog meget stor, og at frasige os disse potentielle deltagere er simpelthen ikke økonomisk bæredygtigt for os. Det var en stor fejl, det vil vi gerne beklage.”





