Nyhed

OpenAI taber sag om ophavsrettigheder – Koda reagerer på dommen

Dommen falder umiddelbart efter, at Koda har valgt at sagsøge en anden amerikanske AI-tjeneste for at bruge dansk musik uden tilladelse.

En domstol i Tyskland har netop givet musikrettighedsorganisationen Gema – det tyske svar på Koda - medhold i en ophavsretssag fra sidste år mod OpenAI, skriver Reuters.

Læs også: AI-skabte hadsange indtager Spotify-hitlister i Europa

I forbindelse med søgsmålet har Gema tidligere udtalt, at OpenAI, gennem sin ChatGPT-chatbot, "reproducerer beskyttede sangtekster af tyske tekstforfattere uden at have erhvervet licenser eller betalt de pågældende rettighedshavere". Og nu har domstolen fastslået, at AI-platformen har krænket ophavsretten på ni populære, tyske sange, og virksomheden skal således betale en erstatning i sagen. 


Dommen falder umiddelbart efter, at Koda har valgt at sagsøge den amerikanske AI-tjeneste Suno for at bruge dansk musik til at generere AI-sange - uden at spørge om lov og uden at betale for det. Derfor er Koda også begejstrede for den tyske dom:

”Det er en historisk dom. For første gang slår en europæisk domstol fast, at AI-tjenester skal have tilladelse og betale for at bruge rettighedsbeskyttede sangtekster,” siger Nicky Trebbien, politisk og juridisk direktør for Koda, i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi har sagsøgt Suno, fordi de helt kynisk har stjålet danske sangtekster og musik og bruger det til at generere ny musik. Det er ikke bare ulovligt, det ødelægger økonomien i dansk musik, og det er en trussel mod vores fælles kultur. Derfor er det opløftende, at vi i dag har fået en dom, der understøtter Kodas søgsmål, nemlig at AI-virksomheder, der bruger og gengiver sangtekster i deres tjenester, skal betale for det.”


Ifølge Koda kan man med få klik skabe hele musiknumre med Suno, netop fordi platformens AI-modeller ”kynisk og bevidst” er trænet på danske kunstneres sange uden tilladelse, heriblandt ”Barbie Girl” af Aqua, ”A Beautiful Life” af Christopher, ”Final Song” af Mø, ”Sleeping My Day Away” af D-A-D, ”Move Your Feet” af Junior Senior og ”Sunshine Reggae” af Laid Back.

En regressiv rapport
Det uautoriserede brug af sange kan få store konsekvenser for det danske musiklivs økonomi, mener organisationen. I samarbejde med IFPI kortlagde organisationen i en nylig rapport, at den danske musikbranche i øjeblikket står til at miste omkring 6,9 milliarder kroner frem mod 2030 - et omsætningstab på 28 procent - grundet den konkurrencesituation, som AI-genereret musik har skabt.

Læs også: For første gang: AI-kunstner på amerikansk Billboard-hitliste


Dertil er Tessa, Andreas Odbjerg og 80 andre danske musikere netop gået sammen om et indlæg bragt af Berlingske, der er rettet mod AI-platformes "skruppelløse tyveri af dansk musik".

ANNONCE