Organisationen mener, at opkøbet vil reducere indtægterne for uafhængige pladeselskaber og føre til færre musikudgivelser.
Den uafhængige musikbrancheorganisation Impala har netop været ude med riven efter Universal Music Groups (UMG) forestående opkøb af musikrettighedsselskabet Downtown Music Holdings for 775 millioner dollars, svarende til næsten fem milliarder kroner. Det skriver Music Business Worldwide.
Læs også: Musikorganisationer går sammen om fælles opråb til EU
Organisationen frygter monopoldannelse og antyder, at UMG's opkøb vil skade "kulturel mangfoldighed" ved at reducere indtægterne for uafhængige pladeselskaber. Det vil føre til færre og mere ensartede musikudgivelser i hele Europa, mener Impala, der argumenterer for, at selv små indtægtsreduktioner for uafhængige pladeselskaber vil skade kunstnernes indkomst - særligt når det gælder ikke-engelsksproget musik.
”Der er blevet rejst bekymringer om det digitale markeds og økosystemets sundhed, hvis det førende overhoved får lov til at blive for stor. Konklusionerne peger på risikoen for, at den uafhængige sektor mister indtægter som følge heraf, og det betyder færre og mindre forskelligartede udgivelser,” udtaler Helen Smith, IMPALAs bestyrelsesformand.
En UMG-talsmand er dog ikke enig i anklagerne og nævner, at ”vi har set lignende påstande tidligere vedrørende markedsandelsdata, som vi offentligt har præciseret og afvist."
Dertil igangsatte Europa-Kommissionen en “fuldskala” undersøgelse af opkøbet tidligere i år, efter at sagen var blevet meldt til konkurrencemyndighederne i Holland, hvor Universal står børsnoteret. Efterforskningen blev dog i midlertidigt sat på pause tilbage i september, da kommissionen afventer ”vigtige oplysninger”.





