Det går ud over dem, der skaber den rigtige musik, mener Koda.
Elsker du at træne arme og ben til dine yndlings-hitlistesange? Så er det på med et par hørebøffer – i hvert fald hvis du har abonnement hos PureGym. Fitnesskæden er nemlig overgået til kun at spille rettighedsfri musik, og det gælder også, hvis du handler i Coops 365discount-dagligvarekæde, hvor lavpris-musikken ligeledes spiller ud af højtalerne. Det skriver Heartbeats.
Læs også: Kulturministeriet fremsiger lovforslag mod deepfakes
”Det vil koste flere millioner kroner at spille Koda-musik. Dertil kommer en meget stor investering i højttalere. Det er ikke noget, vi har planer om at prioritere,” forklarer Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen om valget af kun at spille den ofte AI-generede musik, der ikke bliver indberettet til musikrettighedsorganisationen Koda.
Den juridiske og politiske direktør hos Koda, Nicky Trebbien, fortæller også, at organisationen har registreret ”en lille stigning” i antallet af virksomheder, der benytter sig af afgiftsfri musik.
”Det går naturligvis ud over dem, der skaber den rigtige musik, og det skader det økosystem, som finansierer skabelsen af ny dansk musik,” forklarer han og tilføjer, at baggrundsmusik i en butik med under 240 kvadratmeter koster omkring 430 kroner om måneden – en høj pris ifølge Coops informationsdirektør, men en som direkte afspejler musikkens værdi, mener Koda-direktøren.
En farefuld fremtid
I sidste måned lød det i en rapport fra Koda og IFPI, at det forventede tab af musikrettighedskroner kommer til at ligge på omkring 6,9 milliarder kroner i årene frem til 2030, som en direkte konsekvens af AI-bølgen – et årligt omsætningstab på 28 procent. Det omtalte Nicky Trebbien som en økonomisk ”trussel mod dansk musikliv”.
I en anden rapport, der udkom få dage inden Kodas kortlægning, fremlagde en ekspertgruppe 10 anbefalinger til kulturministeren, der skal gøre det sværere at fodre kunstig intelligens med ophavsretligt indhold.