Det er ikke første gang, et gammelt hit er blevet genoplivet, efter det er gået viralt på mediet.
Den danske musiker Jon Nørgaards og Katos dancehit fra 2010 “Turn the Lights Off” er gået viralt i en ny trend på TikTok og Instagram. Ifølge en pressemeddelelse bliver sangen brugt sammen med et klip af den amerikanske skuespiller Jon Hamm, der danser.
Læs også: Reklameslogans og gamle hits: Her er de 10 sange, der hittede mest på TikTok over sommeren
Videoen med Jon Hamm har ifølge pressemeddelelsen sat gang i tusindvis af nye versioner og brugergenereret indhold med Nørgaards vokal i centrum. Det har gjort, at sangen igen stormer ind på internationale hitlister og streamingtjenester.
Sangen ligger lige nu nummer 48 på den globale Shazam Chart – appen som bruges til at finde titlen på sange, man hører, men ikke kender. Og det er ikke hvem som helst, Jon Nørgaard nu ligger side om side med på listen – det er verdensstjerner som Sabrina Carpenter, Blackpink og Benson Boone.
Det dansable track har også gjort en flot entré på Shazams Dance Chart, hvor det ligger som nummer fem i hele verden. Desuden topper singlen også Shazam-hitlisterne i lande som Ukraine, Holland, Rusland, Norge, Tyskland, Sverige, USA og England.
Det er dog ikke usædvanligt, at ældre sange får nyt liv på TikTok. I begyndelsen af september offentliggjorde platformen de sange, der blev lyttet mest til i løbet af sommeren. Jess Glynnes single “Hold My Hand” fra 2015 er blot én af de sange, der er blevet genoplivet – den gik viralt i forbindelse med en reklamekampagne fra flyselskabet Jet2, som senere blev en trend i sig selv.
Også singlen “Soul Survivor” fra 2005 med Jeezy og Akon gik viralt over sommeren som lydspor til trenden “Holyfuckingairball”, hvor folk humble-bragger med videoer fra familieliv og uddannelse til sportspræstationer og karriere.
Se en video med Jon Hamm, der danser til “Turn the Lights Off” herunder: