Ian Watkins gjorde karriere som forsanger i rockbandet Lostprophets, før han i 2013 blev dømt for flere overgreb mod børn.
Yderligere to mænd er blevet anholdt, mistænkt for at have været involveret i mordet på den tidligere Lostprophets-forsanger Ian Watkins.
Læs også: Diddy appellerer dom og fængselsstraf
De to mænd, 23 og 39 år gamle, blev anholdt i fængslet, oplyser politiet i West Yorkshire.
"Omfattende efterforskning pågår fortsat i forbindelse med mordet på Ian Watkins, og disse anholdelser er en del af den," siger kriminalinspektør James Entwistle til BBC.
Mændene skal afhøres og derefter føres tilbage til fængslet, mens efterforskningen fortsætter.
Watkins, som afsonede en fængselsstraf på 29 år for seksuelle overgreb mod børn, døde efter at være blevet overfaldet i et topsikret fængsel den 11. oktober. To mænd på 25 og 43 år er tidligere blevet anholdt, mistænkt for mordet.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.