I dag er GAFFA november 2025 på gaden. I alt 84 sider proppet med interviews, anmeldelser, anbefalinger og meget mere.
Forsiden af GAFFA november prydes af Christopher, som har fundet en ny fanskare i Asien, der er opstået efter et samarbejde med en sydkoreansk kunstner. Hans musik og tekster resonerer med sydkoreanere, og han har bevist, at musik kan krydse kultur og sprog. Vi har mødt ham både i Sydkorea og på hjemmebane i et af hans få afslappede øjeblikke.
Du kan også læse interviews med følgende kunstnere:
På sit nye album Hærværk/Mesterværk har Soleima fundet skønheden i kaosset. Gennem ærlighed og autofiktion udfolder hun et behov for flugt, der ikke bliver en undergangsfortælling, men en anerkendelse af det mørke, vi alle bærer i os. Ingen skal skamme sig over at give slip, selv hvis man er nogens mor.
Siden dansk-brasilianske Dos Santos var 17 år gammel, har han skullet klare sig selv. I gymnasiet var han den eneste med egen lejlighed, og den blev brugt til fester. Men der fulgte også en ensomhed med. En ensomhed, som han siden har skullet lære at omfavne. I dag er han 23 og aktuel med ny ep.
Siden september sidste år har Elias Rønnenfelt været på en turné, som aldrig rigtig sluttede. Men mellem koncerterne har han fundet tid og fordybelse til sit andet soloalbum.
For to år siden fik Østre Gasværk Teater en idé: De ville skabe et Musikteaterlandshold, der kunne forstærke den kunstneriske oplevelse og fusionere musik og teater på en innovativ måde. GAFFA har mødt teaterchef Søren Møller og to af de 29 hybridkunstnere til en snak om tankerne bag landsholdet.
Sangskriverveteranen Niels Skousen har meddelt sit farvel til turnélivet. Vi har besøgt den 81-årige legende forud for den kommende tids afskedskoncerter.
Kommunalvalget nærmer sig. I den anledning har vi spurgt 11 byrådskandidater på tværs af partierne og på tværs af landet om, hvad de vil gøre for musikken, hvis de bliver valgt.
Du kan også læse interviews med albumaktuelle Jaleesa, FVN og Vilma og med den turnéaktuelle stjernejournalist Anders Agger om hans musiksmag, og du kan fordybe dig i Månedens Spillested, Månedens Event, koncertanbefalinger, stribevis af album- og koncertanmeldelser samt de faste indslag i vores introsektion, nærmere betegnet redaktørens Leder, Klumme, Minus Til Plus, Hold Øje Med, Bedst Lige Nu og Soundtrack Til Livet.
Du kan læse bladet online eller gå offline og bladre igennem vores analoge magasin uden digitale forstyrrelser. Du finder bladet på en café, et bibliotek, en uddannelsesinstitution, i en pladebutik, på et spillested eller hos en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun 49 kroner: tilmeld dig GAFFA+ Premium her.





