Nyhed

Kritikstorm mod Bad Bunny raser videre

Nu er det NFL-stjernen Eric Dickerson, der har udtalt sig om den kontroversielle half time show booking.

Siden den puertoricanske superstjerne Bad Bunny blev annonceret som årets halftime-artist til Super Bowl, har valget udløst en bølge af debat og kritik – både om hans musik og om, hvem der egentlig repræsenterer det amerikanske publikum, skriver Digital Music News.

Læs også: Amerikansk minister langer ud efter Bad Bunny og Super Bowl

For nogle dage siden langede US Secretary of Homeland Security, Kristi Noem, ud efter Bad Bunny. Hun udtalte, at immigrationsmyndighederne ICE ville være til stede til Super Bowl for at sikre, at “alle, der tager til Super Bowl, har muligheden for at nyde det og tage hjem igen,” og sagde, at “folk ikke bør komme til Super Bowl, medmindre de er lovlydige amerikanere, der elsker deres land.”


Nu har den amerikanske NFL-stjerne Eric Dickerson udtalt sig i sagen, og hans holdning ligger ikke langt fra Noems. “Hvis Bad Bunny har sagt negative kommentarer om USA, bør han ikke komme her og optræde. Bliv bare i dit eget land,” sagde han ifølge Digital Music News i et interview med TMZ.

Man kan formode, at de “negative kommentarer om USA,” som Dickerson refererer til, er Bad Bunnys beslutning om ikke at spille koncerter i USA. Bad Bunny har tidligere udtalt, at USA ikke kommer på hans turnéplan af frygt for, at ICE skulle være til stede og lave razziaer til hans koncerter.

ANNONCE