Nyhed

Sanne Salomonsen i ny dokumentarfilm: "Ja, fuck janteloven"

Dokumentaren kommer i kølvandet på Sanne Salmonsens omtalte selvbiografi og giver sangeren mulighed for at fortælle sin historie.

Dokumentarfilmen Sanne - en stemme for livet har premiere på TV2 den 30. december på Sanne Salomonsens 70-års fødselsdag. Filmen giver et indblik i den legendariske sangers liv og tid i musikbranchen. 

Læs også: To markante navne modtager hæderspriser fra Det Danske Rockakademi

Instruktør Jesper Skaaning fik lov til at komme helt tæt på Salomonsen, da han skulle skildre "Kærligheden kalder"-sangerens historie. I dokumentaren kan man opleve Sanne Salomonsen i sine vante rammer, omgivet af natur og ro, fremgår det af en pressemeddelelse. 


I dokumentaren fortæller sangeren for første gang hele historien om sit liv og deler alt fra MeToo-sager i musikbranchen til sin livsændrende oplevelse, da hun i 2006 fik en blodprop. "Selvfølgelig er der ting der ikke har været lige sjove. Der har været udfordringer," siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter, "Jeg har det svært med janteloven – ja, fuck janteloven!"

Dokumentaren kommer i kølvandet på bogen Det hele, som udkommer i dag d. 29. oktober, der også sætter ord på hendes lange karriere, privatliv og appetit på livet. Ifølge flere medier, herunder Jyllands-Posten, bekræfter Sanne Salomonsen i bogen et sejlivet rygte om, at hun skulle have været sammen med Thomas Helmig. Han skulle selv have godkendt passagerne i bogen uden ændringer. 

Instruktør Jesper Skaaning, der har fået adgang til at filme dele af dokumentaren i privaten, fortæller, at deltaljer herfra allerede har fået fleres nysgerrighed i kog:

"Jeg er spændt på, hvordan offentligheden vil tage imod vores kommende dokumentar. Jeg kan jo allerede se nu, hvordan den kommende bog har fået rygterne til at svirre. Sanne er en verdenstjerne i Danmark. Hun har levet et ekstraordinært liv. Jeg kan godt forstå folk er nysgerrige."

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske danske rocksange


Dokumentarfilmen består af interviews, koncertoptagelser samt hidtil usete private klip og billeder - også kunstnere som Kasper Winding, Morten Kærså, Lis Sørensen og Jada vil undervejs medvirke i filmen. 

Varm op til dokumentaren med Sanne Salomonsens største hits her: 


 

ANNONCE