Nyhed

Swan Lee-dokumentarist modtager Kongeparrets Kulturpris 2025

Filminstruktøren hædres for sit personlige og debatskabende kunstneriske virke.

For første gang uddeles Kongeparrets Priser i aften den 27. oktober, og modtageren af Kulturprisen 2025 er filminstruktør og manuskriptforfatter Christina Rosendahl, fremgår det af en pressemeddelelse.

Læs også: DR med nyt format: Kom tæt på modtagerne af Kongeparrets Priser

Christina Rosendahl er søster til Swan Lee-forsangeren Pernille Rosendahl, og tilbage i 2002 udkom filmen Stjernekigger, der fulgte bandets, til tider frustrerende, vej til succes. Med Kongeparrets Kulturpris hædres hun for sine personlige, engagerende og debatskabende film, senest Fuld af kærlighed (2024) og Vores mand i Amerika (2020).


Samtidig går Socialprisen til den landsdækkende nonprofit-organisation Code of Care, der arbejder for at skabe arbejdspladser til mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer.

Den nye Fællesskabspris tildeles Grønne Nabofællesskaber – et initiativ, der samler over 300 lokale grupper i hele landet med fokus på grøn omstilling i hverdagen.

Prisuddelingen finder sted i Ridehuset på Værket i Randers, hvor Kongeparret for første gang står i spidsen for showet efter tronskiftet. Udsendelsen kan ses på DR1 og DRTV lørdag den 1. november.


Som optakt sender DR allerede i aften programmet “Kongeparrets Priser – De Udvalgte”, hvor seerne kan møde årets tre prismodtagere og høre mere om deres arbejde. Programmet er tilgængeligt på DRTV og sendes på DR1 klokken 20:00.

ANNONCE