Nyhed

Taylor Swift svarer på kritikken af sit nye album

Hendes nye album har delt vandene. Nu reagerer Taylor Swift selv på kritikken.

Taylor Swift svarer nu på den kritik, der er blevet rettet mod hendes seneste album The Life of a Showgirl. I et interview med Apple Music siger hun, at hun både forstår og accepterer publikums blandede reaktioner.

Læs også: Sådan anmeldte vi Taylor Swifts nye album

"Jeg byder kaosset velkommen," siger Swift. "Reglerne i underholdningsbranchen er, at hvis det er ugen efter, mit album er udkommet, og du nævner mit navn eller albumtitlen, så hjælper du til."


Albummet, der blev udgivet den 3. oktober, er artistens tolvte studiealbum og efterfølger sidste års The Tortured Poets Department. Reaktionerne har været delte. Nogle fans kalder det "popperfektion" og hendes bedste album til dato, mens andre beskriver det som "kedeligt og cringe."

Swift siger, at hun har stor respekt for subjektive holdninger til kunst.

"Jeg er ikke kunstpolitiet. Alle har ret til at føle præcis, hvad de vil. Vores mål som kunstnere er at være et spejl. Hvad man går igennem i livet, påvirker, om man relaterer til musikken."


Hun beskriver The Life of a Showgirl som et mere letbenet album end sin forgænger – med elementer af leg, flirt og humor.

"Det her er noget, jeg altid har ønsket at gøre. At få lov til at have det sjovt på den her måde og vise den side af min personlighed."

Swift siger, at hun er stolt af både sangskrivningen og fortællingerne på albummet, og at hele udtrykket – også reaktionerne – er en del af showgirl-temaet.


GAFFAs anmelder gav albummet tre ud af seks stjerner, kaldte det et "usædvanligt fejlskud fra popmusikkens mester" og skrev afslutningsvis:

"Det kan virke trættende at påstå, at en kunstner skriver bedre musik, når hun er ulykkelig. Men det er også en kliché, netop fordi den rummer en sandhed. The Life of a Showgirl rummer ingen fuldtræffere, hvilket er et hårdt fald, fordi Swift har sat barren så højt for sig selv."

Hør albummet her:


Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE