Festivalen udvider årets musikprogram med to internationale rockbands – det ene band har netop givet koncert i Royal Arena, og det andet band har en kendt skuespiller som bassist.
Tinderbox har siden i fredags kunne offentliggøre de første seks artister til næste års musikprogram. Nu tilføjer de to nye internationale rocknavne til plakaten – nemlig de to californiske bands The Offspring og Dogstar, oplyser en pressemeddelelse fra festivalen.
Læs også: Tinderbox udvider programmet med fire danske navne
The Offspring, der blev dannet i 1984, er kendt for deres energiske punk- og skate-rock og hits som "The Kids Aren’t Alright" og "Pretty Fly (For A White Guy)". Ifølge pressemeddelelsen er deres musik "en kombination af pulserende trommer, frække guitarhooks og ørehængende omkvæd", og de mere end 20 millioner månedlige lyttere på Spotify fortæller lidt om bandets fortsatte popularitet. Gruppen besøgte tidligere på måneden Danmark med en næsten udsolgt koncert i Royal Arena, og nu bliver det på Tinderbox 2026, at man igen kan opleve bandet på dansk jord.
Dogstar består af Bret Domrose, Robert Mailhouse og skuespilleren Keanu Reeves på bas. Bandet blev gendannet i 2023 efter næsten 20 års pause, og udgav samme år comebackalbummet Somewhere Between the Power Lines and Palm Trees.
Begge grupper gæster Tusindårsskoven i Odense, når festivalen løber af stablen fra den 25. til 27. juni 2026. Med tilføjelsen af The Offspring og Dogstar er otte artister nu offentliggjort til Tinderbox 2026, heriblandt Aphaca, Rasmus Seebach og Pitbull.
Læs også: Fotoserie: The Offspring indtog Royal Arena
Billetsalget starter fredag den 31. oktober kl. 12.00 via tinderbox.dk.





