Publikum kan allerede glæde sig til Aphaca og Pitbull – nu tilføjer Tinderbox fire danske navne til plakaten.
Tinderbox kan i dag tilføje fire danske navne til 2026-plakaten i form af Rasmus Seebach, Jonah Blacksmith, Blaue Blume og Berg. Den nye musikpakke vil ifølge en pressemeddelelse fra festivalen levere "feststemning, fællessang og store følelser."
Læs også: Pitbull gæster stor dansk festival til sommer
Berg har det seneste års tid spredt sig på hitlisterne i Danmark, efter hun i 2024 gik hele vejen og vandt DR's KarriereKanonen. Med sin sang "10 ud af 10" trængte hun for alvor igennem til det danske publikum. Efterfølgende har hun indgået i forskellige samarbejder med store danske kunstnere som Tessa på "Ta’ det af" og Svea S og Klamfyr på sangen "Spotlight". Nu er hun klar til at indtage scenen på Tinderbox til sommer.
Da Blaue Blume debuterede tilbage i 2010'erne var det på engelsk, men i starten af 2025 udgav de deres første dansksprogede album Regnvåde sale, der fik fem stjerner fra GAFFA. Vores anmelder beskrev det som "lyden af et lyrisk sprog, der sommetider kræver en ordbog, men det er en følelse, som urmennesket inden i én kender så godt, at man bare rejser sig op og bevæger hver en kropsdel."
Læs også: Fra én til fem stjerner – sådan anmeldte vi koncerterne på Tinderbox
Det nordjyske syvmandsband Jonah Blacksmith er kendt for deres smittende energi og spilleglæde, som de tager med sig på scenen, når de spiller på Tinderbox 2026. Bandet markerede sig på scenen i en udsolgt Royal Arena tilbage i april, hvor de modtog fem stjerner for en koncert, hvor "folk var med. Indfanget. Solgt."
Den folkekære artist Rasmus Seebach er også blandt næste års lineup til festivalen i Odense. Artisten har selv tre udsolgte Royal Arena-koncerter i vente til november, der bliver hans største indendørs koncerter nogensinde.
Billetsalget starter fredag den 31. oktober kl. 12.00 på tinderbox.dk.





