Nyhed

Billetter revet væk til dansk festival

Festivalen forklarer selv, at der var mange, der gik forgæves til Nibe sidste år, og at dette års festival derfor er noget "helt særligt."

Billetsalget til næste års Nibe Festival blev sat til salg i går, tirsdag den 16. september, og blev mildest talt revet væk. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse. 

Læs også: Omdiskuteret festival får nyt liv: ”Vi bringer memet tilbage”

Festivalen kunne efter kun otte timer melde udsolgt af partoutbilletter til Nibe Festival 2026. I pressemeddelelsen udtrykker festivalens talsmand Peter Møller Madsen sin begejstring for udfaldet: “Vi vidste, at mange gik forgæves til Nibe 2025, og at årets festival var noget helt særligt. Men at vi skulle sælge samtlige partoutbilletter på så få timer, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os." Han tilføjer: 


”Det er uvurderligt, at vores gæster viser os så stor tillid. Det forpligter. Vi kommer til at knokle benhårdt for at give noget tilbage med unikke og mindeværdige oplevelser, når Nibe 2026 løber af stablen.” 

Hvis du er blandt de mange, der ikke har nået at sikre dig en billet til næste års festival, er der håb endnu. Festivalen, som løber af stablen den 1.-4. juli 2026, sætter nemlig endagsbilletter til salg den 2. december kl. 10.00.

Ifølge festivalen har publikum har vist dem en enorm tillid ved at købe billetterne før lineuppet overhovedet er blevet præsenteret. De tilføjer i den forbindelse i pressemeddelelsen, at der ikke går længe, før de første artister offentliggøres.

ANNONCE