I et brev til regeringen skriver nogle af Storbritanniens største kunstnere, at brugen af AI truer kunstneres ophavsrettigheder.
Nogle af Storbritanniens største kunstnere – heriblandt Elton John, Kate Bush, Mick Jagger, Sting og Paul McCartney – har sendt et åbent brev til premierminister Keir Starmer, hvor de beder ham beskytte kunstneres ophavsret mod misbrug af deres værker gennem kunstig intelligens. Det skriver The Guardian i en artikel.
Læs også: Baby med tre hænder sniger sig ind i Aarhus Festuge
Brevet kommer forud for Donald Trumps besøg i Storbritannien, hvor brugen af AI og teknologisamarbejdet mellem de to lande er på dagsordenen.
I brevet kritiserer kunstnerne regeringen for at have fjernet et ændringsforslag til en lovpakke (Data Use and Access Bill), som ville have tvunget AI-virksomheder til at offentliggøre, hvilke værker de har brugt til at træne deres modeller. Kunstnerne beskriver situationen som en “massekrænkelse af ophavsret” og direkte “tyveri”, hvis virksomhederne ikke behøver at være transparente om, hvilke værker de benytter i deres AI-træning, da de kan miste både kontrol og indtjening fra deres værker
Sammen kritiserer de også den britiske regering for ikke at håndhæve den allerede eksisterende lovgivning på området.
Rent juridisk mener afsenderne af brevet, at situationen udgør en krænkelse af menneskerettigheder og internationale konventioner – herunder Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR), Bern-konventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Regeringen har endnu ikke offentliggjort, hvordan den vil håndtere sagen, men lover en rapport, der vil blive præsenteret i marts 2026.
Læs også: Rolling Stone og Billboard sagsøger Google for AI-resuméer
Der er flere problemer med, at AI-virksomheder ikke oplyser, hvilke værker der bruges til træning. En af udfordringerne er, at kunstnere kan miste både kontrol og indtjening fra deres værker. Derudover er der en voksende bekymring for, at britiske ophavsretlige standarder kan blive svækket som led i en større handels- og teknologiaftale med USA.
Danmark nedsætter ekspertgruppe
Eftersom brugen af kunstig intelligens fortsat bliver mere og mere udbredt, så har danmarks kulturminister, Jakob Engel-Schmidt nedsat en ekspertgruppe tilbage i juni 2024, som for få dage siden offentliggjorte 10 anbefalinger om brugen af oprethavsligt materiale til træning af kunstig intelligens. Anbefalingerne går på, at det skal være langt sværere at fodre AI med oprethavsligt materiale for at beskytte ophavsretten.
Læs også: Ny rapport: Ekspertgruppe vil sikre ophavsretten i mødet med AI
Om anbefalingerne udtaler Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelse: ”Jeg helt enig med ekspertgruppen i, at vi skal sætte en stopper for, at man i dag relativt uhindret kan smide for eksempel en bog ind i en sprogmodel og udnytte indholdet uden at betale forfatteren. Vi skal gøre det så svært som muligt at uploade ophavsretligt beskyttet indhold. Det kommer jeg til at gå til mine kolleger i EU med, for det er her, løsningerne findes."
Koda har også udtalt sig i sagen og kalder situationen for en "politisk hastesag". De roser samtidigt kulturministeren for initiativet.
AI kan koste millarder
En ny analyse fra Koda og IFPI tegner et dystert billede af konsekvenserne ved kunstig intelligens for dansk musik. Hvis udviklingen fortsætter som nu, står den danske musikbranche til at miste omkring 6,9 milliarder kroner frem mod 2030 – svarende til et årligt omsætningstab på cirka 2 milliarder kroner i 2030 alene.
Rapporten konkluderer, at fuldt AI-genereret musik skaber en ulig konkurrencesituation over for menneskeskabt musik, blandt andet fordi AI-modellerne er trænet på danske musikskaberes værker uden tilladelse eller betaling. Læs mere om den historie her.