Nyhed

Metalfans advarer om farlig publikumsadfærd

Flere koncertgæster meldes at være kommet til skade, efter at crowdsurfere blev tabt ned i menneskemængden under Sleep Tokens koncert på Louder Than Life. Nu vokser kritikken i metalmiljøet.

Flere metalfans har rettet kritik mod publikum under Sleep Tokens koncert på festivalen Louder Than Life i USA i weekenden. Ifølge vidneudsagn på sociale medier skal flere personer være faldet til jorden under crowdsurfing – i nogle tilfælde med alvorlige konsekvenser, skriver NME.

Læs også: Bands i protest: Dropper salg af merchandise på Copenhell

I en diskussionstråd i Facebook-gruppen “Louder Than Life Bound 2026” beskriver festivaldeltagere, hvordan manglende samarbejde i publikum førte til gentagne faldulykker. En person fortæller, at hun mistede bevidstheden, da en crowdsurfer landede på hendes hoved. Hun blev kørt på hospitalet i en ambulance efter at have fået et epileptisk anfald, mens hun lå bevidstløs.

En anden festivalgæst fortæller, at en person i publikum skulle have råbt “drop that bitch”, hvorefter flere bevidst holdt op med at hjælpe med at bære crowdsurferen frem.


“Crowdsurfing er en helt almindelig del af rockkoncerter. Man skal hjælpe med at føre den, der surfer, frem – ikke lade dem falde,” skriver en bruger i gruppen.

Ifølge opslagene skal over 50 personer være blevet bragt til festivalens samarittelt under koncerten, hvilket flere mener gik ud over både sikkerheden og oplevelsen for andre gæster. Nogle kritiserede også, at publikum stod stille og ikke ville deltage i moshpits eller anden fysisk interaktion, hvilket i visse tilfælde skabte frustration blandt mere rutinerede koncertgængere.

Sleep Token er i øjeblikket på en omfattende USA-turné. Bandet udgav tidligere i år deres fjerde studiealbum Even In Arcadia.


Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE