Den danske rapper leverer alt fra drill til ballroom-beats på sin nye udgivelse, der åbner et nyt musikalsk kapitel.
Den danske artist Fvn udgiver i dag sin første dansksprogede ep, Hende, med i alt seks tracks, lyder det i en pressemeddelse, hvoraf tre allerede er udgivet: "Hvordan", "Ærligt jeg dør" og "Forskel".
Læs også: Er det her sommerens bad bitch-banger?
Ep’en byder på en bred lydpalette, som spænder helt fra rap og drill til house og ballroom. På ep’en åbner Fvn med "Det der", produceret af Ramtin Taheri, der sætter en hård og direkte tone. Fokustracket "Rapstar" blander house og rap med inspiration fra ballroom-scenen og er skabt i samarbejde med Anton Twile og Frederik Sally. "Ik som os" er et drill-nummer med en gæsteoptræden fra Emilie Brooklyn.
Pressemeddelelsen beskriver ep’en som en samling af numre, der spænder fra hård rap til mere kluborienterede udtryk, og som markerer Fvns første større projekt på dansk:
"Sindssyge bars og ufiltrerede statements fra en kvindelig rapper i et yderst mandsdomineret rap-game," skriver de.
Hende bliver ikke det sidste, vi kommer til at høre fra Fvn, og i pressemeddelelsen kan man læse, at hun allerede arbejder på en ny ep til det kommende år, samt at artisten også har et samarbejde med Karen Mukupa og PlanBørnefonden i støbeskeen.
Fvn udgav sin første single "Sunkissed/Mad Ting" tilbage i 2019 og udgav i 2020 sin debut-ep Twenty Sexy Playlist, som fik tre ud af seks stjerner af vores anmelder.
Hør Fvns nye ep her: