Bag projektet står blandt andre en Oscar-vindende instruktør og en verdenskendt popstjerne.
Snart bliver den skandaleombryste festival Fyre Festival omdannet til en musical, beretter The Hollywood Reporter. Den Oscar-vindende Taika Waititi, instruktøren af film som Jojo Rabbit og Thor: Ragnarok, står bag det kommende projekt sammen med den Oscar-nominerede Bryan Buckley.
Læs også: Salget af skandaleombrust festival gik i vasken: Nu kan domænet købes på Ebay
Musicalen har endnu ikke fået en premieredato eller titel, og det er uklart, hvor længe projektet har været under produktion. Men den verdenskendte popstjerne Rita Ora, der er i et forhold med Waititi, er allerede bekræftet til at optræde.
Fyre Festival blev arrangeret i 2017 på en privat strand på Bahamas af iværksætteren Billy MacFarland . Det, der var planlagt til at blive en to ugers superfest med masser af gourmet-mad, endeløse dansenætter og optrædener af kunstnere som Migos og Blink-182, viste sig at være svindel.
De besøgende blev tvunget til at leve under underlødige forhold, langt fra det lovede, med mangel på basale fornødenheder som varme og vand. Begivenhederne blev dokumenteret i Netflix-dokumentaren Fyre.
Billy McFarland blev idømt seks års fængsel i 2018 for at have bedraget investorer, men blev løsladt efter blot fire år. En efterfølger til festivalen, kaldet Fyre Festival 2, var planlagt til at blive afholdt i Mexico i 2025, hvorefter den mexicanske regering fastslog, at myndighederne ikke var underrettede. Festivalen blev udsat på ubestemt tid.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.