Med filmen, hvori nogle af historiens største rockstjerner medvirker, får fans snart et mere nærgående indblik i metalpionerens sidste sygdomsprægede år.
Paramount+ annoncerer Ozzy: No Escape From Now - en dokumentarfilm, der dækker de sidste seks år af metalpionerens liv, og som har international premiere den 7. oktober, skriver Digital Music News. Traileren er ude nu.
Læs også: NEKROLOG: Ozzy Osbourne var en af rockhistoriens sande originaler
Dokumentarfilmen, der er instrueret af BAFTA-vinderen Tania Alexander, er blevet produceret i samarbejde med Osbourne-familien. Sammen med Ozzy og Sharon taler børnene Aimee, Kelly og Jack Osbourne om det fald, musikeren led sent om natten i februar 2019, og de efterfølgende livsændrende konsekvenser af ulykken, som førte til, at han måtte aflyse sin afskedsturné.
Udover Osbourne-familien byder filmen også på indgående bidrag fra bandmedlemmer og venner som Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi, Duff McKagan og Slash fra Guns N’ Roses, Robert Trujillo og James Hetfield fra Metallica, Billy Idol, Maynard James Keenan fra Tool, Red Hot Chili Peppers-trommeslageren Chad Smith, Tom Morello fra Rage Against the Machine, Mike Inez fra Alice in Chains og Smashing Pumpinks-forsangeren Billy Corgan.
Ozzy: No Escape From Now kaster lys over rockikonets talrige korrigerende operationer, eskalerende helbredsproblemer og følgerne fra hans Parkinsons-diagnose. Filmen fremhæver også, hvordan Ozzys vedvarende smerter påvirkede hans mentale helbred og satte præg på den musik, han lavede i sine sidste år.
Sangeren afslører desuden, hvordan Post Malone-sangen "Take What You Want" fra 2019, som metalstjernen medvirkede på, startede en ny musikalsk fase i karrieren. Fans kommer derefter bag om produktionen af Ozzys to efterfølgende plader, Ordinary Man fra 2020 og Patient Number 9 fra 2022.
Ozzy: No Escape From Now er produceret af det britiske produktionsselskab Echo Velvet i samarbejde med Osbournes og MTV Entertainment Studios.
Se traileren nedenfor: