Nyhed

Tobias Rahim donerer stor pengesum til behandlingscenter for misbrugere

Donationen kommer forud for sangerens nye album og kan finansiere adskillige behandlingsforløb.

Tobias Rahim udgiver sit nye album den 19. september, og i den forbindelse har han doneret en million kroner til Behandlingscenter Tjele, fremgår det af en pressemeddelelse.

Læs også: Nu er datoen sat for Tobias Rahims nye album

”Elsker når du smiler” fra det nye album Vulkanø handler netop om at være pårørende til en misbruger og tager udgangspunkt i Rahims eget liv. Flere af sangerens venner har fået hjælp på netop Behandlingscenter Tjele og er i dag kommet ud af afhængigheden, hvorfor Rahim har et særligt forhold centeret. 

En fordomsfri samtale
Donationen fra hitmageren skal gå til behandling af misbrugere, og ifølge pressemeddelelsen kan pengene række til 10-15 menneskers behandlingsforløb. Foruden det konkrete pengebeløb håber Behandlingscenter Tjele, at Tobias Rahims økonomiske håndsrækning kan nedbryde tabuer på området:


”Vi håber Tobias Rahims donation også kan medvirke til, at vi kan få en mere fordomsfri samtale
om afhængighed. Afhængighed er fortsat en af de mest tabuiserede sygdomme i vores samfund,” udtaler Behandlingscenter Tjele i pressemeddelelsen og fortsætter: ” Med sin donation viser Tobias Rahim, at han er en kunstner der har hjertet på rette sted – og er indstillet på at gøre en konkret forskel. Det er en dybt beundringsværdig handling.”

Hvem Tobias Rahims donation kommer til at gavne, bliver besluttet gennem en ansøgningsproces via behandlingscenterets hjemmeside.

Sangerens kommende album Vulkanø udkommer på fredag den 19. september, men allerede ved hans seneste koncert på Refshaleøen den 6. september fik publikum et par smagsprøver. Koncerten fik fem stjerner af vores anmelder, der roste koncerten med ordene: "Vi har brug for musikere som Tobias Rahim – der minder os om fællesskabet. Der giver os en grund til at tage hinanden i hænderne, danse kurdisk dans og synge fællessang til 'Stor mand'" 

ANNONCE