Nu løfter festivalen sløret for, hvem der går på scenen til februar.
Den Vestfynske vinterfestival er klar med hovednavnene for 2026, der skal indtage scenerne, når Strib Vinter Festival løber af stablen den 5. til 8. februar. Plakaten satte godt gang i billetsalget med navne som Sebastian, Pernille Rosendahl, Simone Tang og Teitur. Sammen med en række andre artister vil de skabe "en varm oplevelse i en kold tid," forklarer arrangørerne.
Læs også: Pernille Rosendahl aflyser turné
I en pressemeddelelse kan man læse, at "Strib Vinter Festival bygger og altid har bygget på fællesskab. Fællesskab om musikken og ikke mindst fællesskabet omkring det at løse en opgave sammen og få et musikevent op at stå i snævre rammer på en stor folkeskole i Strib."
Festivalen består af omkring 280 frivillige, der gør sit yderste for at skabe en festivalstemning i vinterens mørke. Arrangørerne oplyser, at partoutbilletterne med rabat blev revet væk, hvoraf de sidste blev solgt, da artisterne blev afsløret. De resterende partoutbilletter til originalpris er stadig til at få fat i samt billetter til de enkelte koncerter.
Tidsplanen og yderligere detaljer vil blive annonceret i løbet af oktober på festivalens hjemmeside, hvor billetsalget også er at finde.