Funktionen, der omfatter virtuelle musikværter, er i direkte konkurrence med Spotifys AI-radio.
YouTube Music lancerer en ny AI-funktion, gennem sit YouTube Labs-testprogram, i direkte konkurrence med Spotifys radio-dj. Det skriver Digital Music News.
Læs også: 75 musikere i oprør: Trækker musik fra Spotify
Funktionerne omfatter virtuelle musikværter baseret på kunstig intelligens, der er designet til at tilføje kommentarer og baggrundshistorier til musikken ud fra ens personlige lyttehistorik, mens man interagerer med sine playlister.
Idéen er, ifølge YouTube, at efterligne en radio-dj, der optræder mellem numrene for at diskutere musikken. Platformen siger, at funktionen har til formål at "uddybe din lytteoplevelse ved at dele relevante historier, fan-quiz og sjove kommentarer om din yndlingsmusik."
Ligesom Spotifys dj-funktion endnu ikke er tilgængelig i Danmark, er videosidens virtuelle AI-radiovært i øjeblikket kun tilgængelig for et begrænset antal YouTube Premium-abonnenter i USA men vil blive udvidet, hvis responsen er tilstrækkeligt positiv.