Nyhed

Mand erkender terrorplan mod Taylor Swift-koncert

Den unge mand ville “dræbe så mange som muligt” til koncerten i Wien, nu fortsætter retssagen i maj.

En 21-årig mand, der er tiltalt for at have planlagt et angreb mod en Taylor Swift-koncert i Wien i august 2024, erkender sig nu skyldig i store dele af anklagerne, skriver mediet Digital Music News.

Læs også: Derfor hader Liam Gallagher de her to bands

Det planlagte angreb førte til aflysningen af tre koncerter på Ernst Happel Stadion i Wien, hvor fans ellers skulle have oplevet popstjernen på hendes verdensturné Eras Tour.


Ifølge anklagemyndigheden planlagde manden at angribe koncertgæster både udenfor og inde på stadion med knive og hjemmelavede sprængstoffer. Målet var ifølge myndighederne at “dræbe så mange mennesker som muligt”.

Myndighederne ransagede den tiltaltes bolig dagen før koncerten og fandt materialer til bombefremstilling. Han skal desuden have været i kontakt med medlemmer af terrororganisationen Islamisk Stat.

Manden er tiltalt for terrorrelaterede forbrydelser samt medlemskab af en terrororganisation.


Taylor Swift reagerede efterfølgende på aflysningerne og kaldte situationen “ødelæggende” og præget af frygt og skyld, da tusindvis af fans havde planlagt at deltage.

Retssagen finder sted i Wiener Neustadt og genoptages den 12. maj. Straffen kan lyde på op til 20 års fængsel.

ANNONCE