Selvom de ikke er enige i beskyldningerne, ser Spoiler Room ikke nogen anden udvej end en navneændring.
Det verdenskendte dj-koncept Boiler Room har siden sin start i 2010 skabt mere end otte tusind events i 200 byer verden over.
Nu har konceptet fået et dansk musikkollektiv til at skifte navn efter trusler om juridiske konsekvenser.
Læs også: Atusji er toppen af indie-poppen
Det er konceptet Spoiler Room – nu SPOILR – der har modtaget et såkaldt cease-and-desist-brev fra Boiler Room og deres advokater.
I brevet meddelte dj-konceptet, at de ville indlede en retssag om krænkelse af deres varemærke, hvis navnet Spoiler Room fortsat blev brugt.
Situationen kommer i kølvandet på en massiv kritik og boykot af Boiler Room, efter ejerskabet af konceptet overgik til KKR – et investeringsfirma der har finansielle forbindelser til Israel, skriver The Guardian.
Efter boykotten har modstandere af Boiler Room lavet alternative dj-koncerter og kaldt dem Spoiler Room – dog har disse events ingen relation til det danske koncept Spoiler Room, som har eksisteret længe før boykotten.
“Spoiler Room (det danske koncept, red.) fik sit navn fra idéen om, at kunstnere ‘spoiler’ deres demoer og værker under udvikling,” lyder det i en pressemeddelelse.
Læs også: Hvis det her er lyden af et break-up, så riv mit hjerte i stykker!
Lewis B. Parker, med aliaset pixel.daddy, er ikke enig i at navnet Spoiler Room krænker Boiler Rooms varemærke, men fortæller, at de ikke har økonomien til at gå ind i en juridisk kamp og derfor ser sig nødsaget til at skifte navn.
Nu håber han på, at det nye SPOILR vil blive taget godt imod, og opfordrer til at hjælpe med at sprede ordet.
“Det eneste, vi har lige nu, er det fællesskab, vi har skabt, og de stemmer, der findes i fællesskabet,” siger Lewis Parker, og tilføjer:
“Selvom det ikke er en situation, vi havde håbet på, ser vi det også som en mulighed for at skærpe vores identitet og fortsætte det arbejde, der altid har været kernen i vores projekt.”





