Efter en tætpakket fest sidste år udvider Rock Under Broen nu sit dj-område til dobbelt størrelse.
Sidste år kunne festivalgæsterne på Rock Under Broen for første gang slå sig løs på "Strømmen" – en scene dedikeret til elektronisk musik.
Festivalen under Lillebælt kan nu afsløre, at sidste års tætpakkede fest vokser til dobbelt størrelse.
Læs også: Festival-aktuelle Medina vinder GAFFAs ærespris
"Strømmen blev en stor succes. Så stor, at området til tider blev for småt. Derfor tager den fynske festival nu konsekvensen af den store efterspørgsel og udvider Strømmen markant med dobbelt så meget plads til endnu flere gæster," lyder det i en pressemeddelelse.
Dj-området har fortsat udsigt over Lillebælt, og gæsterne kan opleve musikere som Faustix, Martin Jensen, Rune Rask og DJ Aligator på den nye, udvidede scene.
Arrangørerne forklarer, at "udvidelsen er et led i en markant udvikling, hvor festivalen i disse år vil tiltrække et bredere publikum."
Ud over navnene til Strømmen byder lineuppet på navne som Saveus, Gnags, Medina, Lukas Graham og Christopher.
Rock Under Broen finder sted i Middelfart fra fredag den 12. til lørdag den 13. juni 2026.



