I anledning af streaminggigantens 20-årsjubilæum har platformen løftet sløret for de 20 mest lyttede sange, album og musikere nogensinde.
Hvem lytter folk egentlig mest til? Hvilken sang er den største? Og hvad for nogle album er det, som vi bare ikke kan få nok af?
Det har Spotify nu løftet sløret for i anledningen af deres 20-årsjubilæum, hvor platformen for første gang har offentliggjort sine samlede toplister.
Læs også: 9 ud af de 10 bedst sælgende sange er på dansk
De største navne nogensinde
På kunstnersiden er det Taylor Swift, der topper listen som den mest streamede artist gennem tiden. Hun bliver efterfulgt af navne som Bad Bunny, Drake og The Weeknd.
Det er klart poppen og hiphoppen, der dominerer listerne, hvor man også finder navne som Ariana Grande, Ed Sheeran og Billie Eilish foruden Eminem, Kendrick Lamar og Kanye West (Ye, red.), hvoraf sidstnævnte tager 10.-pladsen.
Album, der kører på repeat
Når det gælder, hvilke album vi har lyttet mest til gennem de seneste 20 år, skal man ikke kigge mange år tilbage. Det er nemlig Bad Bunnys Un Verano Sin Ti fra 2022, der ligger helt øverst på listen.
Man finder også flere af The Weeknds album som Starboy og After Hours, men Ed Sheerans Divide (Deluxe) og Olivia Rodrigos Sour placerer sig også højt.
Som det eneste rockalbum finder man Arctic Monkeys’ AM, som stadig streamer massivt over et årti efter, at det blev udgivet.
Læs også: Verden elsker Volbeat: Her er de mest streamede danske artister i udlandet
Sangene, vi ikke kan slippe
På sanglisten er det The Weeknds "Blinding Lights", der indtager førstepladsen og er dermed den mest streamede sang nogensinde med hele 5,3 milliarder afspilninger på platformen.
Nummeret bliver efterfulgt af Ed Sheerans "Shape Of You" og The Neighbourhoods "Sweater Weather", der henholdsvis har 4,8 milliarder og 4,5 milliarder afspilninger.
Derudover finder man hits som Harry Styles’ "As It Was", der har 4,3 milliarder streams, men også ældre klassikere som Coldplays "Yellow", der har 3,7 milliarder afspilninger.



