'Påstanden om, at jeg ikke føler medfølelse med palæstinenserne, er både usand og absurd.'
Boy George er nu kommet med en officiel udtalelse for at forsvare sin meget omdiskuterede pro-Israel-sang "We Will Dance Again", som han udgav på sine sociale medier for en uge siden.
"Påstanden om, at jeg ikke føler medfølelse med palæstinenserne, er både usand og absurd. Jeg er knust over tabet af uskyldige menneskeliv på begge sider af denne krig, og jeg opfordrer til fred," skriver Boy George blandt andet i udtalelsen, der her er citeret af NME.
Han fortsætter:
"Min sang er en sang for fred og handler om de følelser, jeg havde, efter at jeg besøgte Nova-udstillingen (udstilling i London om Hamas' terrorangreb på den israelske festival Nova Music 7. oktober 2023, red.) og talte med Michael og Lisa Marlowe, som fik taget deres søn Jake fra sig. Han blev myrdet, mens han forsøgte at hjælpe andre."
"Nova-festivalen er et spejlbillede af min verden som dj, og jeg har spillet på mange lignende festivaler, blandt andet i Israel, så det gjorde et stærkt indtryk på mig, og jeg følte, jeg var nødt til at skrive noget. Jeg kunne selv have været der, og vi ved, at der var mennesker fra mere end 40 lande, som var det. Jeg mærkede disse dybe følelser, og jeg skrev denne sang til dem."
Boy George forsvarer også sangens kontroversielle åbningslinje, "You say genocide, I say war":
"Min personlige holdning er, at dette desværre er en krig, men ikke et forsøg på at udslette Palæstina. Men jeg respekterer, at alle har deres egne holdninger, og jeg mener, at vi alle bør have ret til at give udtryk for dem."
Han slutter med ordene:
"Jeg kommer fra et fredeligt sted. Jeg er en jødeelskende, trans-omfavnende queer-hippie, og min mor ville have været stolt af mig."
"We Will Dance Again" – en vending, der er brugt af israelere siden Hamas' terrorangreb 7. oktober 2023 – har også passager som “You condemn the Jews, with selective memory / Musicians holding flags, mouthing like sheep / Propaganda fuelled by the Internet feels so weak” med reference til de mange musikere, der har givet udtryk for støtte til Palæstina, eksempelvis Kneecap, Fontaines D.C. og Massive Attack.
Sangeren udgav nummeret på sine sociale medier i weekenden, men sangen er endnu ikke kommet på streamingtjenester. Han har i øvrigt indrømmet, at sangen er skabt med hjælp fra AI.
"We Will Dance Again" har mødt heftig kritik fra blandt andre Boy Georges kollega Martyn Ware, producer og medstifter af 80'er-hitgrupperne The Human League og Heaven 17. På X skrev han: "Jeg kan ærlig talt ikke tro, at min gamle ven Boy George har skrevet et helt åbenlyst pro-folkedrab-, anti-palæstinensisk stykke musikalsk propaganda. George, du skulle skamme dig. Jeg håber, du synes, du fik penge nok for at sælge din sjæl – modbydeligt."
Forleden fortalte Boy Georges manager Paul Kemsley, at sangeren trækker sig fra en planlagt optræden i musicalens Jesus Christ Superstar i august.
Læs også: Boy George trækker sig fra Jesus Christ Superstar efter kritik




