Nyhed

Dansk rapper skal i fængsel – igen

30-årige Jamaika har fået 10 måneders ubetinget fængsel for omfattende vold, trusler og ulovlig kørsel.

Det er langt fra første gang, at rapperen Jamaika har været på kanten af loven.

Nu skal den 30-årige musiker igen i fængsel. Det skriver Se og Hør, som har fået aktindsigt i sagen.

Læs også: Bro stopper samarbejdet med manager efter overfald


Rapperen med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali blev idømt ti måneders ubetinget fængsel ved Retten i Randers den 15. juni efter at have erkendt sig skyldig i samtlige 11 forhold, som han var sigtet for.

Sagerne stammer fra perioden juni 2025 til maj 2026 og omfatter både vold, trusler og ulovlig kørsel.

En af de voldsomste episoder fandt sted i Randers i maj sidste år. Her tog Sharmarke Omar Ali fat i armen på en kvinde, som han derefter truede med at give tæsk, før en forbipasserende mand blandede sig.


Det udviklede sig efterfølgende til et decideret overfald på manden, som både blev skubbet, slået og sparket. Under overfaldet havde rapperen dertil gemt en kniv i strømpen, som han efterfølgende viste til manden. Samtidig skulle han have fortalt manden, at “det her er ikke noget, du vil,” skriver Se og hør.

Østjyllands Politi fandt i forbindelse med episoden en kniv på over 12 centimeter hos rapperen.

I en anden lignende sag fra sidste år skubbede Sharmarke Omar Ali en mand ned på jorden i Silkeborg, hvor politiet fandt en barberkniv hos ham.


Læs også: Lina Rafn advarer fans: "Lad dig ikke narre"

En anden del af den aktuelle sag stammer fra en periode, hvor Sharmarke Omar Ali allerede sad i fængsel. Her truede han med at smadre en fængselsbetjent, som han i samme omgang kaldte for "køter", "fucking luder" og "svans".

Derudover er rapperen blevet stoppet af politiet, mens han kørte bil, selv om han havde fået frakendt sit kørekort. Han havde desuden ikke sikkerhedssele på, og en blodprøve viste efterfølgende, at han havde et bevidsthedspåvirkende stof i blodet under kørslen.


Sharmarke Omar Ali har derfor også fået frakendt retten til at køre bil i ti år. Derudover skal han også betale for sagens omkostninger.

Læs også: Anklager kalder Tupacs mord for en “hævnakt”

Har flere domme bag sig
Den nye dom kommer efter flere tidligere straffe.


I 2021 blev Sharmarke Omar Ali idømt tre et halvt års fængsel, efter at en tidligere forvaringsdom blev ændret af landsretten.

Sagen handlede blandt andet om grov vold og vidnetrusler. I november 2024 fik han desuden tre måneders ubetinget fængsel og en bøde på 14.000 kroner i en sag om blandt andet trusler, hash, mobiltelefoner i fængslet og narkokørsel.

ANNONCE